Skuespiller i ny karriere: Er blevet intimcoach

Camilla Bendix har fået sig en helt ny karriere under corona

Skuespilleren kan bruge sin erfaring til at hjælpe andre. Foto: Philip Davali
Skuespilleren kan bruge sin erfaring til at hjælpe andre. Foto: Philip Davali

Skuespilleren Camilla Bendix har bestemt ikke ligget på den lade side under corona.

Hun har nemlig fået sig en helt ny karriere som intimcoach.

Det fortæller hun til Her og Nu.

'Hvide Sande'-skuespilleren forklarer i interviewet, at jobbet går ud på at hjælpe skuespillerne, når der skal filmes scener, hvor berøring, kys eller sex er omdrejningspunket.

- Ligesom man altid har haft stuntmænd og kvinder, så er produktions- og filmselskaberne begyndt at have én, der kommer og hjælper med de erotiske scener, fortæller den 50-årige skuespiller.

Bruger erfaringen
Camilla Bendix' opgave under en optagelse er, at hun skal finde frem til, hvordan skuespillerne kan føle sig mere trygge, når de skal optage de erotiske scener.

Vejen til jobbet har været fyldt med en masse foredrag og stof, der skulle læses igennem.

Til Her og Nu fortæller hun også, at hun har kunnet bruge sine mange års erfaring som skuespiller til at klare uddannelsen.

Lige nu er Camilla Bendix aktuel i 'Hvide Sande', hvor hun spiller lægen i det lille lokalsamfund. Hun er i serien gift med Jesper Asholt.

Ekstra Bladet har kontaktet Camilla Bendix for en kommentar omkring den nye karriere, men hun er i skrivende stund ikke vendt retur.