Søn smittet med coronavirus: - Jeg er ved at blive vanvittig

Maria Montell og Tomas Villums søn er i isolation, efter han er blevet smittet med coronavirus

Maria Montell og Tomas Villums søn er lige nu i isolation, da han er smittet med coronavirus. Foto: Stine Tidsvilde
Maria Montell og Tomas Villums søn er lige nu i isolation, da han er smittet med coronavirus. Foto: Stine Tidsvilde

Hverdagen ser noget anderledes ud hjemme hos sangerinden Maria Montell og hendes mand, skuespiller og filminstruktør Tomas Villum, lige for tiden.

Til en konfirmation forleden er deres søn, 16-årige Villum, nemlig blevet smittet med coronavirus, og det har ført til, at han er blevet fuldstændig isoleret i familiens hjem i Humlebæk.

Det har blandt andet betydet, at Villum har måttet være isoleret på sit værelse og samtidig fejre en noget anderledes 16 års fødselsdag, end hvad han havde regnet med.

Til Ekstra Bladet fortæller Maria Montell, at hun og resten af familien har fået taget flere coronatests, men at de heldigvis indtil nu er sluppet nådigt. Hverken Maria Montell selv eller hendes to døtre er nemlig blevet smittet med coronavirus.

- Vi er alle blevet testet to gange, og alle tests har heldigvis været negative. Jeg skal dog testes endnu en gang, for jeg har en koncert på lørdag. Tomas (hendes mand, red.) har ikke været hjemme, fordi han er i Østrig og filme, så han er sluppet, siger Montell og fortæller, at hendes søn Villum derfor lige nu lever en ensom tilværelse på sit værelse.

- Han er på sit værelse, og der får han mad på en bakke uden for døren. Så der passer han sig selv, og så har vi sprit over alt. Jeg gør så meget rent. Det er til at blive vanvittig af, siger hun med et grin.

Går ture
Maria Montell fortæller, at hun dog alligevel får set lidt til sin søn trods isolationen.

- Jeg lufter ham et par gange om dagen. Så går han ti meter bag mig og får noget luft. Det er nok ikke det, han synes er fedest, men så får han lidt luft, griner hun og fortæller, at hendes søn blev ked af det, da han fandt ud, at han var ramt af coronavirus.

- Han blev ved med at sige, at han aldrig skulle have taget afsted, og så ringede han grædende til sin mormor og morfar, som han ved er udsatte.

Ifølge Maria Montell har hendes søn kun haft milde symptomer. Symptomer, der kom, efter han havde deltaget i en konfirmation, hvor det viste sig, at en pige var smittet.

- Han er jo sluppet med ondt i halsen, og han har ikke haft feber. Da de fandt ud af, at en pige til den her konfirmation var smittet, blev han jo sendt hjem fra Oure (efterskole, red.) sammen med fem andre drenge, der også havde været med, for man vil jo ikke smitte en hel efterskole. Så det er blevet håndteret meget professionelt.

Siden da har Montells 16-årige søn været i isolation på sit værelse, og det gjaldt også, da han forleden fyldte 16 år.

- Det var en vild 16 års fødselsdag. Han sad ved et bord udenfor for sig selv og åbnede gaver, og så kunne vi sidde og kigge på ham inde fra huset, siger Montell med et grin og fortæller, at det til tider kan være en hård omgang at have en coronasmittet i huset:

- Man er jo lidt rundt på gulvet, for man tænker hele tiden, at det ikke rammer en selv. Men vi tager alle forholdsregler, og han er heldig, at han har en mor, der er hjemme lige nu. Rent serviceorgan, griner hun og fortsætter:

- Jeg er ved at blive vanvittig af alt det rengøring. Men vi gør selvfølgelig, hvad der skal til, for at undgå, at andre bliver smittet.