Selv om humoren var i centrum til årets Zulu Comedy Galla, benyttede showets værtinde, Sofie Linde, muligheden til at sætte fokus på MeToo-bevægelsen.
Hun leverede en meget alvorlig beskyldning mod en anonym tv-medarbejder. På scenen i Operaen i København fortalte hun, hvordan hun selv har været udsat for sexchikane og afpresning i begyndelsen af sin karriere.
- Jeg har mødt mange mænd, der var pisse ulækre. Jeg vil ikke ødelægge den gode stemning, så jeg skal nok lade være med at være specifik, sagde hun og fortsatte:
- Da jeg var 18 år og startede på DR. Jeg skulle til julefrokost. Havde glædet mig enormt meget. En stor tv-kanon kommer over til mig og siger til mig, at hvis jeg ikke sutter hans pik, så ødelægger han min karriere. Jeg sagde nej. Jeg er ret sikker på, at du kigger på mig nu. Det gik jo meget godt alligevel, forklarede Sofie Linde til det måbende publikum i salen.
Ud over den markante MeToo-oplevelse brokkede Sofie Linde sig også over, at hun ikke får nok i løn på TV2. Hun fortalte, at hun lige har været til lønsamtale på 'X Factor' og bad om at få halvdelen af, hvad Blachmann tjener.
- Jeg bad ikke om en husbåd, jeg bad om en jolle.
Men det fik hun ikke.
Sofie Linde forklarede også følgende:
- Vi kan godt lege den leg, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Det kan vi godt lege. Men det er bare ikke rigtigt, lød det fra tv-værten, som også sagde, at TV2-chefen havde sagt, at hun ville blive den bedst betalte kvinde.
Det kunne Sofie Linde dog ikke bruge til noget.
- Det er ligesom at være den højeste dværg, fortsatte hun.
Den populære tv-værtinde fik stående applaus til sidst.
Programmet kan ses på TV2 og TV2 Play søndag den 6. september.