Pladeselskabet Sony Music er totalt tavse og ønsker ikke at kommentere fundet af 11 hidtil ukendte kassettebånd med Gasolin' musik.
Som tidligere omtalt på eb.dk har tre venner købt de 11 kassettebånd for 30.800 kroner på en Internet-auktion i USA.
Båndene blev i sin tid sendt til bandets amerikanske manager, hvorefter de åbenbart havnede i en skuffe og blev glemt.
Finder guldgrube af helt ukendte Gasolin'-bånd
Sony Music har rettighederne til Gassernes musik. Men når man spørger pladeselskabet om en kommentar til det opsigtsvækkende fund, lyder det overraskende svar via mail:
- Vi har ingen kommentar til dette.
Ekstra Bladet stillede via mail flere spørgsmål til Sony Music: Hvad er jeres holdning til det her? Har det overhovedet jeres interesse? Er der mulighed for en udgivelse? Har I talt med de øvrige, gamle medlemmer af Gasolin’?
Men det har Sony Music åbenbart overhovedet ikke lyst til at tale nærmere om.
Bo Ellegaard, som er en af de tre venner, der har købte de gamle kassettebånd med Gasolin', oplever en lignende tavshed fra pladeselskabets side.
- Vi henvendte os til dem for fire måneder siden og fortalte om fundet. Vi har intet overhovedet hørt fra dem. Jeg synes, at deres reaktion er total underlig. Man kunne da i det mindste svare på vores henvendelse, siger Bo Ellegaard, som ejer pladebutikken Record Pusher i Odense.
De mundhugges
De tre venner har fået båndene digitaliseret, og lyden er efter deres opfattelse ganske glimrende. Der er tale om gamle koncert-optagelser og optagelser fra øvelokalet, hvor man kan høre blandt andet Kim Larsen og Franz Beckerlee gå og mundhugges lidt.
- Jeg kan ikke forstå, hvorfor Sony i det mindste ikke vil høre båndene. Måske gider de ikke, fordi de tre gamle medlemmer af Gasolin' tidligere har udtalt, at de ikke vil have udgivet mere fra den tid. Senest har Franz Beckerlee sagt, at vi har købt katten i sækken, hvis vi tror, at vores bånd vil blive udgivet, fortæller Bo Ellegaard.
De tre venner er alle store fans af det hæderkronede band med nu afdøde Kim Larsen som frontfigur.
- Sony har rettighederne. Og hvis de ikke vil være med til, at de mange fans skal høre det her, så må vi respektere det. Så nyder vi båndene selv. De er helt fantastiske, siger Bo Ellegaard til Ekstra Bladet.