Spiller dronning for dronningen: - Det er magisk

Trine Dyrholm spiller dronning Margrete den første i storfilmen af samme navn, og onsdag var dronning Margrethe den anden på plads i Imperial for at se Dyrholms præstation

Spiller dronning for dronningen: - Det er magisk

Mange kalder den prisbelønnede skuespiller Trine Dyrholm for dronningen af dansk film, og i den nye storfilm 'Margrete den Første' indtager Dyrholm da også rollen som dronningen af samme navn.

Onsdag var store dele af den danske kendisstand mødt op til gallapremieren på filmen, og det var også selveste dronning Margrethe den anden.

Men selvom hendes præstation havde royalt publikum, rystede det ikke 49-årige Trine Dyrholm.

- Det er en kæmpe premiere, et kæmpe event. Vi har glædet os helt vildt til, at det her skulle ske. Så det er meget magisk, det er det faktisk, lød det fra Dyrholm, da Ekstra Bladet fangede hende på den røde løber.

- Dronningen ser med på din præstation i aften. Er det angstprovokerende?

- Det er meget magisk og smukt, at hun kommer. Hun er Margrethe den anden, og hun har taget 'den anden' for at anerkende Margrete den første. Det er meget, meget fint, at hun kommer i aften. En stor ære, sagde Trine Dyrholm.

Dronning Margrethe var mødt op på den røde løber til premieren i Imperial. Foto: Henning Hjorth
Dronning Margrethe var mødt op på den røde løber til premieren i Imperial. Foto: Henning Hjorth

- Der er flere af dine kolleger, der har sagt her til aften, at det er passende, at 'dronningen' spiller dronning. Hvad tænker du om det?

- Jeg er bare så utrolig glad for, at jeg har fået lov til at få denne her rolle. Det er, hvad jeg kan sige om det. Jeg glæder mig meget til, at den skal møde publikum.

Helt fantastisk
Vores nuværende dronning, Margrethe den anden, er den første kvindelige regent af Danmark siden Margrete den første.

Margrete den første regerede i middelalderen, hvor hun blandt andet stod bag samlingen af Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen.

Filmen fokuserer på tiden efter, hvor Margrete styrede riget gennem adoptivsønnen Erik af Pommern.

Og det har været stort for Trine Dyrholm at fortolke den historiske periode i filmen.

- Det har været en fuldstændig fantastisk oplevelse. Det er storfilm-genren, hvor man får lov til at iklæde sig de store rober og sætte sig til hest, og der har været et fantastisk cast fra hele Skandinavien, så det har været en meget, meget stor oplevelse, sagde hun onsdag.

Trine Dyrholm fik hilst på statsminister Mette Frederiksen, der med et kram mødte hovedrolleindehaveren på den røde løber. Foto: Henning Hjorth
Trine Dyrholm fik hilst på statsminister Mette Frederiksen, der med et kram mødte hovedrolleindehaveren på den røde løber. Foto: Henning Hjorth

Det historiske drama er instrueret af den danske instruktør Charlotte Sieling, og ud over Trine Dyrholm består rollelisten blandt andet af skuespillere som Søren Malling, Morten Hee Andersen og Jakob Oftebro.