Det er ikke alle forundt at kunne lære en masse udenad på nul komma dut.
Det kan Henrik Koefoed - foruden en masse andet - og det gør ham til vikaren fra himlen.
Hvis man ikke går meget i teatret, har man måske set ham i den sidste Olsen Banden-film, ’Olsen Bandens sidste stik’, eller i ’Krummerne’ - eller også har man grædt af grin, når han med drengene synger ’fisse’ firstemmig som Yassirfir Dosirfem i ’Ørkenens Sønner’.
Manden er en erfaren og mangesidig skuespiller, som altid høster roser.
Rollen som Mozarts banemand i ’Amadeus’ er en drømmerolle for mange skuespillere, men Henrik Koefoed spiller den med en elegance og en tragikomik, der er giver en smukt billede af den fantastiske Antonio Salieri.
- I forestillingen skal jeg i en forførelsesscene forestille at være 31 år, så jeg går en del i træningscenter, for det nytter jo ikke, at jeg skal ’kravle op’ fra en knælende stilling, griner han og tilføjer:
- Men ærlig talt så knirker og klikker det lidt i knæene, når jeg rejser mig.
Bortset fra at håret er begyndt at blive lidt gråt i kanten, så fremstår Koefoed som en ungdommelig herre.
Splitter ’Hans Jørgen’
Det kunne være forklaringen på, at legekammeraterne fra 'Ørkenens Sønner' fik pudset Koefoed på at være ham, der for nogle år siden skulle rende splitter ’Hans Jørgen’ rundt - et stunt, Koefoed ikke mener skal gentages.
- Arhh. Nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke kan mærke, at jeg ikke er 27 år længere. Ikke at jeg er syg eller affældig, men jeg er da begyndt at bruge læsebriller, afslører han.
Henrik Koefoed har været færdiguddannet i 43 år, og i den tid har han kun fået dagpenge en gang i en sommerperiode.
- Jeg har været heldig altid at være på det rette sted på det rette tidspunkt. Og hvis der ikke lige har været de fede roller, har jeg lagt stemmer til tegnefilm eller indlæst lydbøger. I hvert fald har jeg igennem alle årene tjent nok til, at min kone kunne gå hjemme, og det har fungeret rigtig godt i min familie. Og så har jeg desuden haft en god kassekredit, siger han skraldgrinende.
I øvrigt er det Karen-Lise Mynsters ’skyld’, at han blev skuespiller.
- Oprindelig gik jeg på musikkonservatoriet og havde forskellige job på Aalborg Teater. Her mødte jeg Karen-Lise og begyndte at akkompagnere hende til job ude i byen. Så som tak for, at det gik så godt, tilbød hun at læse med mig, så jeg kunne komme ind på en teaterskole. Og det lykkedes, må man sige.
Siden midten af januar har han haft gang i den mere klassiske humor i rollen som Antonio Salieri - manden, der af lutter jalousi tog livet af Mozart - i forestillingen ’Amadeus’ på Det Kongelige Teaters gamle scene.
Også her er han vikaren fra himlen, idet al pr-materialet viser, at en anden skulle have haft den hovedrolle.
Sprang til
- Det er rigtigt, at rollen var tiltænkt Søren Sætter-Lassen, men da jeg blev ringet op og spurgt, sprang jeg til med det samme. Det er en skøn forestilling, og da jeg har spillet rollen før, tænkte jeg, at det nok var overkommeligt at lære den.
Henrik Koefoed er 67 år, men ligner bestemt ikke en mand, der er på vej ud i folkepensionen. Det er han så heller ikke, for der er mange flere roller gemt i ham - og en ny omgang med drengene i 'Ørkenens Sønner' senere på året.
Med vanlig elegance har det nye show, der har premiere til efteråret, fået den iøjnefaldende titel ’Med fingeren på pølsen’.
Men der har været flere vikariater i Koefoeds karriere. Han kalder sig selv heldig, fordi han evner at spænde så vidt, at han kan træde til, når nogen bliver syge, både i Cirkusrevyen og på Det Kongelige Teater.
Vikar for Ulf
- Da jeg skulle vikariere for Ulf Pilgaard, fordi han blev syg midt i sæsonen, fik jeg halvandet døgn til at lære hans tekster og sange, og da jeg tog handsken op, var det bare med at komme i gang med at lære udenad, fortæller Koefoed.
Heldigvis var Henrik og fru Helles yngste datter hjemme, idet hun med sit brækkede ben ikke kunne komme op på femte sal, hvor hun normalt holdt til. Så datteren terpede med sin far i en uendelighed, til han kunne sine ting.
- Jeg havde naturligvis suffløren i øresneglen, men publikum gider jo ikke høre mig lyde som en, der gentager noget oplæsning, så det gælder om at abstrahere, og Carl Erik Sørensens tekster er ofte både snurrige og skæve. Men det gik, og publikum var med mig hele vejen - selv om de måske inderst inde var skuffede over, at det var Henrik Koefoed og ikke Ulf Pilgaard, de så på scenen, fortæller han.
Sussi følte allerede, at hun havde sagt farvel til Leo. Hør klip fra et interview med de to, der blev optaget i forrige uge, i 'Der er brev' herunder eller i din podcast-app.
