Selvom han senere blev meget populær, blev dj'en Kenneth Bager ikke modtaget synderlig godt, første gang han spillede på det legendariske københavnske spillested Daddy's Dance Hall.
Han blev blandt andet spyttet i ansigtet af en af gæsterne, fortæller han i Ekstra Bladets podcast 'Vi ejer natten'.
Kort tid efter at han var startet med at spille musik, får Kenneth Bager en ubuden gæst på scenen.
- Så kigger han bare på mig, og så spytter han mig i ansigtet, fortæller han og tilføjer:
- Fed velkomst.
Kenneth Bager fortsætter dog trods den dårlige start ufortrødent sin optræden, og lidt efter lidt vinder han publikummet over på sin side.
Jysk dreng med stor mund
Spillestedet, der indtil Kenneth Bagers optræden kun var blevet gæstet af udenlandske kunstnere, var heller ikke synderligt glade, da han valgte at gøre brug af mikrofonen.
- Så kommer Niels (dørmanden, red.) op på scenen og siger: 'Der er støv på mikrofonen, og det skal der blive ved med at være,' fortæller Kenneth Bager.
På trods af den lidt skæve start blev denne aften den første af mange for Kenneth Bager på Daddy's Dance Hall.
Hør hele Kenneth Bagers fortælling om sin karrieres spæde begyndelse og mange andre spændende historier i Ekstra Bladets podcast 'Vi ejer natten':
Kenneth Bager får sin DJ-debut på det legendariske spillested Daddy's Dance Hall i starten af 80'erne, og den første aften bliver han spyttet i hovedet af en gæst, der ikke bryder sig om den lille, jyske mand med den store jyske mund. I 1986 holder Kenneth sin første fest sammen med en lysmand, han senere møder på Daddy's. Festen bliver døbt AMOK. Og netop dén fest bliver startskuddet til COMA CLUB.