TV2 er lige nu i gang med at undersøge deres muligheder for at afsætte dokumentaroptagelser, der omhandler MeToo på TV2 selv, til andre medier, efter ledelsen valgte at lægge projektet i graven for nylig.
Senest har TV2 forhørt sig hos Berlingske om, hvorvidt de kunne være interesseret i at få overgivet uddrag af optagelserne til dokumentaren, men Berlingske takkede imidlertid nej.
- Vi ved ikke, under hvilke aftaler og hvilke rammer interviewene er lavet, og af juridiske årsager er det ikke muligt for TV2 at overdrage råbåndene til os. De kan risikere at videregive personfølsomme oplysninger, som ikke har offentlighedens interesse. Vi vil med andre ord overtage et nedklippet materiale, hvor vi ikke ved, hvad der er udeladt, sagde Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske, i den forbindelse til Mediawatch.
TV2's fremgangsmåde har i den sammenhæng vakt undren hos Anna Thygesen, der i dag er selvstændig i pr-bureauet WeDo Communication, men tidligere har arbejdet flere år på TV2.
Til Berlingske fortæller hun, at hun er en af de personer, der medvirker i dokumentaroptagelserne, men at hun ikke er blevet kontaktet af TV2 i forbindelse med, at de ønsker at overdrage optagelserne til et andet medie.
Over for Ekstra Bladet uddyber hun:
- Efter min mening virker det til, at TV2 slet ikke har ønsket, at denne her dokumentar skulle blive færdig, og at den skal sendes på TV2 eller andre medier.
Jens Gaardbo er blevet separeret
- For mig virker det til, at de gerne vil sætte en stopper for de her historier, og når de møder så meget kritik for at lægge den ned internt, forsøger de sig med at kunne give små 'tynde bidder' til andre medier, siger Anna Thygesen.
Vil nok ikke beskytte medvirkende
Ifølge Thygesen er et af tegnene på, at TV2 ikke ønsker at få dokumentaren bragt, at de blandt andre ikke har spurgt hende, om hun ønskede, at råbåndene, der kan indeholde personfølsomme oplysninger, blev givet videre.
- Jeg er aldrig blevet spurgt, om det var i orden, at de viderebragte optagelserne med mig. Jeg er ikke blevet spurgt, så jeg synes, det virker meget pseudo-agtigt. De siger, at de gerne vil give det til andre medier, men samtidig spørger de ikke mig, og så handler det jo lige pludselig ikke om at beskytte de medvirkende, siger hun og fortsætter:
- Det er kun nogle af optagelserne, man vil overdrage, og det får mig til at tænke på, hvad det er, man ikke vil have frem i lyset. Jeg er begyndt at tænke, at de personfølsomme oplysninger, de vil beskytte, nok ikke er de medvirkendes.
TV2's nyhedschef, Jacob Kwon, har tidligere forklaret til Ekstra Bladet og andre medier, at dokumentaren oprindeligt skulle have omhandlet sexisme på arbejdspladser generelt, men at dokumentaren i researchprocessen mere kom til at handle om sexisme på TV2 selv.
Intern splid på TV2: Flere medarbejdere i angreb på ledelsen
Derfor besluttede ledelsen, at det ikke var muligt for TV2 at bringe optagelserne med henvisning til, at det ikke ville være troværdigt, at de undersøgte sig selv. Den beslutning skabte ramaskrig hos en lang række medarbejdere på TV2, der valgte at udtrykke deres utilfredshed med beslutningen i et brev til ledelsen.
TV2's nyhedschef, Jacob Kwon, oplyser til Ekstra Bladet, at han ingen kommentarer har til sagen eller til den kritik, Anna Thygesen retter.