I 2021 findes der mange måder, hvorpå man kan møde sin eneste ene. Det kan gøres på den 'gammeldags' måde gennem fælles venner eller i byen.
Men i takt med, at der kommer flere og flere sociale apps, så byder det altså også op til, at man kan 'swipe' sig til kærligheden. Eller 'like' sig til den.
Og det må man sige, at Ekstra Bladets chefredaktør Henrik Qvortrup har gjort.
57-årige Henrik Qvortrup og 42-årige Nanna Thoustrup dukkede op på den røde løber sammen for første gang hånd i hånd.
- Det er ikke nogen statshemmelighed, at vi er blevet kærester, men det er første gang, at vi er ude sammen, fortæller Henrik Qvortrup til Ekstra Bladet.
Men for Nanna Thoustrup, der er ansat i Happio, var det ekstra nervepirrende, da det også var hendes første gang på den røde løber.
- Det er lidt specielt første gang. Jeg synes, at det er spændende, fortæller Nanna Thoustrup.
Mødtes på Insta
Parret, som begge har børn fra tidligere forhold, mødte hinanden online.
- Henrik er meget moderne, fortæller Nanna Thoustrup med et smil.
- Det vigtigste 'move', altså teknologisk, det var, da jeg kom på Instagram for et halvt år siden, og så lavede jeg et kækt træk med Nanna, og det har jeg ikke fortrudt et øjeblik, fortæller Henrik Qvortrup.
Men helt præcist ved det kække træk var, vil parret ikke gå i dybden med.
- Han lavede hele baduljen. Det var et 'follow back' og et 'like', og han kunne hele repertoiret, fortæller Nanna, som fortæller, at hun kendte til Qvortrup, inden de fandt hinanden på det sociale medie.
- Jeg kendte jo lidt til ham i forvejen og har altid syntes, at han var super-sej. Og så synes jeg, at han kom med en meget kæk indgangsvinkel.
- Den er god nok
Selvom parret ikke vil løfte sløret for hvad, der var så kækt i deres første beskeder, så forsikrer Qvortrup om, at det ikke var så slemt, som man måske kunne tro.
- Det er ikke engang så slemt igen. Jeg researchede lidt. Jeg havde set et billede - hvor hun havde ladet sig fotografere på en altan - og jeg syntes, at jeg kendte den udsigt, og det var så rigtigt nok, for jeg havde faktisk boet i nabolejligheden engang. Og det var så det, der var min anledning til at skrive, fortæller han.
Selvom Nanna Thoustrup står ved siden af og smiler, så forsikrer han os om, at det altså er det, der skete.
- Den er god nok.