Kort tid før Stine Bramsen lørdag aften skulle på scenen i Svendborg, fik hun en alarmerende besked. Hendes søn, Alfred, der fylder to år i september, var faldet ud af et vindue fra førstesals-højde.
Ifølge Michael Jensen, arrangør af Høje Bøge open Air, hvor Stine Bramsen skulle have optrådt, faldt sangerindens søn ud af et vindue i Svendborg Forenede Fodboldklubbers klubhus, der fungerede som bandets backstagelokale.
- Ulykken skete i bandets backstagelokale fem til ti minutter før koncerten. Der blev tilkaldt en ambulance, og Stine Bramsen og barnet blev kørt til hospitalet i Odense for at blive undersøgt, sagde han til fyens.dk.
Michael Jensen har ikke ønsket at kommentere sagen over for Ekstra Bladet.
Søn faldt ud af vindue: Her er Stine Bramsens første ord
Den 29-årige sangerinde, der tidligere stod i front for gruppen Alphabeat, aflyste af naturlige årsager koncerten lørdag for at være sammen med sin søn og hans far, Kasper Adsbøl.
- På vegne af Stine Bramsen skal jeg først og fremmest takke for de varme tanker fra svendborgenserne og samtidig beklage over for de skuffede fans, at hun kort før showstart måtte aflyse koncerten på Høje Bøge Stadion i går aftes, skrev hendes agent og direktør for Copenhagen Records, Torben Ravn, i en mail til Ekstra Bladet søndag, hvori han bekræftede ulykken.
Stine Bramsen aflyste koncert: Søn indlagt på intensiv efter fald fra vindue
- Jeg kan samtidig bekræfte, at Stines søn var involveret i en alvorlig faldulykke og akut måtte indlægges. Drengens tilstand er nu stabil, men lægerne holder ham indtil videre fortsat under observation, lød det fra agentes i går.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Torben Ravn til, om Stine Bramsens søn fortsat er indlagt, men søndag aften lagde hun selv et billede på Instagram af sønnikes tæer, der tittede ud under hospitalsdynen.
Her takkede hun de mange, der har sendt støtte- og god bedring-hilsner til hende og familien efter ulykken lørdag.