Stor dansker i Netflix-serie

En stor dansk hund har fået en stor rolle i den succesfulde krimiserie 'Papirhuset'

Dyretelepatør og hundeekspert Ditte Young guidede Courage igennem de mange optagelser. Privatfoto
Dyretelepatør og hundeekspert Ditte Young guidede Courage igennem de mange optagelser. Privatfoto

Når femte sæson af den ultrapopulære spanske Netflix-serie 'Papirhuset' har premiere den 3. september 2021, er dele af sæsonens handling ikke blot optaget i blandt andet Nyhavn og Tivoli i København, det er også med dansk deltagelse.

Og det endda en ganske særlig en af slagsen. Nemlig firbenede Courage, under kyndig instruktion af den danske dyretelepatør Ditte Young.

Faktisk blev seriens producer/instruktør, Jesús Colmenar, så begejstret for den 65 kg tunge grand danois, at antallet af de scener, hunden skulle medvirke i, blev udvidet fra blot én kagescene til syv forskellige scener, efterhånden som Ditte Young sendte træningsvideoer til produktionsholdene.

Courage var fire et halvt år under optagelserne til 'Papirhuset'. Den store hund vejer vejer 65 kilo og måler 82 centimeter fra gulv til skulder. Privatfoto
Courage var fire et halvt år under optagelserne til 'Papirhuset'. Den store hund vejer vejer 65 kilo og måler 82 centimeter fra gulv til skulder. Privatfoto
 

Hæsblæsende opgave
Oprindeligt var det Courages søn, Calvin, der havde fået rollen og var blevet trænet til den. Udskiftningen af hundene skete blot to dage inden, optagelserne skulle finde sted.

Aftalen med den logrende, danske superstjerne kom i stand ved at Ditte Young i juni 2020 modtog et opkald fra et dansk produktionsselskab, hvor hun blev spurgt, om hun vil være med til at caste en hund til en tv-serie.

Da hun sagde ja, anede hun ikke, at det var til den store Netflix-succes 'Papirhuset'.

Det var det helt store produktionsapparat, der blev kørt i stilling, da 'Papirhuset' rykkede optagelserne til Nyhavn. Foto: Anthon Unger
Det var det helt store produktionsapparat, der blev kørt i stilling, da 'Papirhuset' rykkede optagelserne til Nyhavn. Foto: Anthon Unger
 

Håbefulde hunde
Da Ditte via et Facebook-opslag gik i gang med jagten på den rigtige grand danois, blev hun lagt ned af glade og forventningsfulde grand danois-ejere, som ville have deres hunde til casting. I alt fik hun flere  end 180 henvendelser.

I sidste ende blev det Courage, der løb med jobbet og blev Danmarks indtil videre største firbenede tv-stjerne. Resultatet kan ses på Netflix netop nu.