Stor glæde: Skal være morfar

53-årige Mikael Bertelsen skal være morfar for første gang, og det er lige så stor en glæde som selv at blive forælder, fortæller han

Mikael Bertelsen skal være morfar for første gang. Foto: Philip Davali
Mikael Bertelsen skal være morfar for første gang. Foto: Philip Davali

Mediemand og journalist Mikael Bertelsen skal være morfar.

Det afslører han i satireprogrammet 'Undskyld vi roder' om den fiktive radiokanal 'R8dio'.

Men selvom programmet er satire, så er den god nok. Det bekræfter han over for Ekstra Bladet og henviser til, at de ellers normalt ikke be- eller afkræfter noget, der bliver sagt i programmet.

- Vi arbejder ellers med, at hvad der sker i Skuldborg, det bliver i Skuldborg. Det er sådan en Las Vegas-tankegang, siger han med et grin.

Ikke alt det praktiske
Barnebarnet er altså ganske ægte, og det er hans 25-årige datter, Aia Aamund, som er gravid og skal føde til efteråret, fortæller han.

- Man er jo lykkelig på samme måde, som når man selv skal være forælder. Den eneste forskel er, at man ikke har alt det praktiske, hvilket jo er en endnu større glæde, siger han og griner igen.

Ung morfar
Dermed bliver Mikael Bertelsen morfar i en alder af 53 år, og det har han det ganske glimrende med, fortæller han.

- Der er jo mange af mine venner, der bliver fædre og får små børn. Men der er jeg langt foran nu. Jeg tager det et niveau op, siger han og fortæller, at hans venner driller ham lidt:

- Fordi jeg har tre døtre, er jeg altid blevet drillet med, at det ville være meget svært for mig, når de fik kærester, men det har det ikke været for mig overhovedet, fordi jeg kan enormt godt lide de kærester, mine døtre har.

- Men efter de er blevet større, er jeg blevet drillet med, at det ville være svært for mig at blive morfar, men det er det heller ikke. Jeg vil meget hellere være en ung morfar, end at forsøge at være en gammel hipster, siger han. Endnu en gang med et grin - Han griner generelt meget.

Asger skal være oldefar!
Mikael Bertelsen er gift med Malou Aamund, som er direktør for Google Danmark, og de har sammen tre døtre. Malou Aamund er selv datter af erhvervsmanden Asger Aamund, og han får en lille stikpille med på vejen fra Mikael Bertelsen.

- Du har det ikke fra mig, men det store scoop her er jo egentlig, at Asger skal være oldefar, siger han - naturligvis med et grin.