Stor sorg: Jeg har sagt farvel til min far

Silas Holst har truffet en barsk beslutning. Danseren lader ikke sine børn se deres alvorligt syge bedstefar – af hensyn til alle parter

For Silas Holst er faderens sygdom kilde til både sorg og bekymringer. Foto: Jonas Oluson
For Silas Holst er faderens sygdom kilde til både sorg og bekymringer. Foto: Jonas Oluson

Hver gang danseren Silas Holst, 38, besøger sin far, siger han farvel, som er det sidste gang, de ses.

– For det kan det være, siger han.

Det er fire år siden, hans far, den i dag 78-årige Benny, fik diagnosen fremskreden Alzheimers efter at være blevet tiltagende mere glemsom.

– Dengang sagde jeg farvel til den far, jeg havde kendt hele mit liv. Den værdige mand, han var her ikke mere.

Benny Holst er i dag så syg, at han ofte ikke kan genkende sin søn, når han er på besøg på plejehjemmet på Sydsjælland.

Det er en væsentlig årsag til, at Silas Holst ikke tager sine børn, syvårige Maggie My og fireårige Bob Jones, med på visit.

– Det er to år siden, de sidst har set ham. Min far bliver trist og forvirret, når han ikke kan huske, hvem vi er. Beslutningen om, at de ikke skal se deres bedstefar, er et valg, jeg har taget. Men børn er heldigvis gode til at indstille sig, så jeg fornemmer, at det ikke er noget, de tænker over, siger han.

Hver gang, han besøger sin far, ringer han til plejehjemmet for at høre til hans tilstand, så han kan være forberedt på, hvad der venter.

Benny Holst bliver utryg og rådvild, når han ikke kan huske, hvem den besøgende er. Privatfoto
Benny Holst bliver utryg og rådvild, når han ikke kan huske, hvem den besøgende er. Privatfoto

Kæmpesorg
– Men meget kan nå at ændre sig på den tid, det tager at køre fra København. Så jeg ved aldrig, hvad der venter, når jeg træder ind i hans stue. Man skal hele tiden være på forkant og forvente det værste.

– Sygdommen er en kæmpesorg – også for min far i de klare øjeblikke, som han kan have. For mig – og for alle andre pårørende til en Alzheimers-ramt – fylder den utroligt meget. Det er virkelig hårdt. Og trist. Ikke mindst tanken om, hvad man ikke får gjort og oplevet med den ramte og det, at man ikke mere kan sige ’kan du huske dengang ...’. At man ikke kan dele minder.

–Som pårørende er det en kæmpesorg at se et menneske ’forsvinde’ på den måde – og at vide, at det kun bliver værre. At have det, som min far har det, og at være så hjælpeløs, det er det sidste, han ville have ønsket sig.

– Nu får du et ubehageligt spørgsmål; er der tidspunkter, hvor du egentlig hellere ville have, at han var død?

– Jeg kan i hvert fald sige, at jeg af hele mit hjerte håber, at mine børn aldrig kommer til at opleve det, jeg oplever.

– Kan du overhovedet give nogle råd til, hvad man som pårørende kan gøre?

– Nej. De rigtige råd findes ikke. Man skal gøre, hvad man føler, man har behov for. Det er det vigtigste.

– Jeg har et behov for at sige farvel, som var det sidste gang, når vi skilles, og jeg kører hjem. Da jeg sidst – for et par uger siden – besøgte min far, fik jeg sagt ’jeg elsker dig’. Jeg bilder mig ind, at han forstod det.

Ekstra Bladet har tidligere talt med Silas Holst om faderens sygdom, og hvordan man som pårørende tackler den voldsomme diagnose. Læs mere her.

Privatfotos bringes efter aftale med Silas Holst.