Taco-kaos: Beordret til at lukke - holder stadig åbent

Mano Taco, som ellers blev beordret til at lukke og slukke, holder stadig åbent, men nu vil den nye ejer af med virksomheden

Der er kaos hos Mano Taco. Foto: Mogens Flindt, Tariq Mikkel Khan og Peter Roelsgaard
Der er kaos hos Mano Taco. Foto: Mogens Flindt, Tariq Mikkel Khan og Peter Roelsgaard

I sidste måned blev det besluttet, at taco-biksen Mano Taco, som var ejet af Asger Tobias Brodtkorb, skulle dreje nøglen om.

Det skete, efter Benjamin Rasmussen Nikkhah, der ejer Mexihagen, lagde sag an mod sin tidligere forretningspartner Asger Tobias Brodtkorb, som han mente havde overtrådt en konkurrenceklausul ved at åbne en konkurrerende virksomhed.

Derfor krævede han, at Mano Taco skulle lukkes, og det ønske blev imødekommet i byretten i Hillerød 17. august.

Men tacobiksen, som sanger Wafande har ageret frontfigur for i medierne, langer stadig tacos over disken, blandt andet ved deres foodtruck på Frederiksberg.

Til Ekstra Bladet fortæller den tidligere ejer, Asger Tobias Brodtkorb, at han ikke længere er involveret i forretningen.

- Jeg er slet ikke med i alt det længere. Jeg er trådt ud af alt det, som jeg skulle. Så det har slet ikke noget med mig at gøre.

Skifter igen
Virksomheden har imidlertid skiftet ejer. Men det varede dog ikke længe.

For nu fortæller den nye ejer, Dorthe Christensen, til Ekstra Bladet, at hun også er på vej ud af virksomheden.

- Jeg har faktisk valgt at udtræde af virksomheden og give den tilbage til den gamle ejer på grund af uoverensstemmelser.

Men det har Asger Tobias Brodtkorb intet kendskab til, fortæller han.

- Det ved jeg intet om. Jeg har bare gjort det, som jeg fik besked på og forladt virksomheden i god ro og orden.

I virksomhedsregistret fremgår det rigtig nok, at Asger er trådt ud af virksomheden og derfor ikke længere er ejer.

Hvad fremtiden bringer for Mano Taco er derfor uvis, men Ekstra Bladet følger sagen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se Wafande fortælle om, hvorfor han valgte at slutte sin musikalske karriere.

Taco-kaos: Beordret til at lukke - holder stadig åbent