De piber - og 'de skal holde deres kæft.'
Dén indstilling kan den 49-årige skuespiller Anne Sofie Espersen genkende fra sin egen og ældre generationers syn på yngre kvinders problemer i tilværelsen.
Diskussion af kvinderoller
Og lige netop dén debat tager hun fat i med sin kommende samtalebog 'Pæne piger be'r ikke om noget', som hun har skrevet med radiovært og forfatter Majbritt Maria Lundgaard.
Det fortalte skuespilleren torsdag, da Ekstra Bladet fangede hende på den røde løber ved gallapremieren til den nye 'Avatar: The Way of Water' i Imperial.
Espersen har siden 2019 kæmpet med sklerose, men nu er kampen kommet til kvindekønnet - eller i hvert fald debatten.
- Den handler hverken om sklerose eller skuespil. Det er en debatbog om generationskløften mellem kvinder lige nu. Det er en diskussion af kvinderoller, hvad vi skal gøre ved dem, og hvordan vi skal italesætte dem generationerne imellem, siger hun til Ekstra Bladet.
Er blevet klogere
Ud over ligeløn, p-piller, MeToo og grå kønsbehåring handler bogen særligt om den kløft, der opstår, når den ældre generation af mødre ikke kan forstå, når de unge mødre deler ud af deres daglige frustrationer, for eksempel på de sociale medier.
- Der er lige nu en 'scrutiny' (granskning, red.) af kvinder. Hvem er vi, og hvad kan vi? Og der er nogle unge mødre, som har rigtig mange problemer med at overskue og nå det hele, og det er de rigtig gode til at pege på. Men så har der lidt været en tendens i min generation og ældre, hvor man hellere vil fortælle dem, at de bare piber, og at de skal holde deres kæft, siger Espersen.
Og dén debat er både Anne Sofie Espersen og den 16 år yngre medforfatter - der ifølge Alt selv har betegnet sig som 'en af de kvinder, der 'hyler' - blevet klogere af.
- Jeg synes faktisk, at jeg er blevet klogere, og det tror jeg også, min medskribent er.
- Vi skal være bedre til at tale om problemerne i stedet for at råbe ad hinanden. I stedet for at stå på hver sin side af en generation, skælde hinanden ud og sige, at man er forkert, skal vi prøve at lytte til de erfaringer, de gamle har. Og så skal de gamle lære at lytte til de spørgsmål, som de nye har, siger Anne Sofie Espersen til Ekstra Bladet.
Bogen udkommer 13. januar.
Læs også: TV: Ritt taler ud om kvindekamp, kræft og venindens selvmord