Taler ud efter hjernetumor: Klappen gik ned

Melvin Kakooza var tirsdag aften gæst i 'Go aften Live' på TV 2

Melvin Kakooza var tilbage i offentligheden, da han for nylig hev den ene pris efter den anden hjem til Zulu Awards. Foto: Anthon Unger
Melvin Kakooza var tilbage i offentligheden, da han for nylig hev den ene pris efter den anden hjem til Zulu Awards. Foto: Anthon Unger

Det kom som et stort chok, da TV 2 kort før årets 'X Factor'-start meldte ud, at Melvin Kakooza ikke alligevel skulle være vært, da han var blevet ramt af en hjernetumor, der krævede en operation.

Komikeren er godt på vej til at få det bedre og være ovenpå igen, og tirsdag aften gæstede han så TV 2-programmet 'Go aften Live' til en snak omkring hele forløbet.

Her fortalte han, at han slet ikke havde forestillet sig, at det var en tumor, der drillede og gav ham hovedpine. Han havde forventet, at det i stedet var lidt stress, der havde ramt ham, og derfor havde han også set frem til en uge i sommerhus, da han fik svaret på undersøgelsen.

Lægen havde dog en helt anden og mere chokerende besked. De havde fundet en tumor, der var seks centimeter lang og tre centimeter bred.

Klappen gik ned
Heldigvis viste tumoren sig at være godartet, men beskeden kom som et chok for Melvin Kakooza, der beskriver, hvordan klappen bare gik ned, da han fik beskeden.

- For jeg havde det jo okay, vil jeg sige. Jeg havde haft lidt hovedpine, men det havde Panodiler klaret. Så jeg nåede ikke rigtigt at blive ramt af den der følelse: 'åh nej, nu går det hele galt', siger han og fortæller, at der gik en uge, fra han fik nyheden, til han blev opereret.

- Nogle gange slog det mig om formiddagen, hvor jeg kunne mærke, at jeg blev ked af det og græd. Men ellers skete det hele så hurtigt, og jeg prøvede at være ovenpå imens - også på grund af min familie, for hvis jeg begyndte at græde og havde det elendigt, ville de jo også have det. Jeg har nogle brødre, som skulle se den stærke storebror. Så det var meget mærkeligt.

Melvin Kakooza sender i interviewet en stor tak til de mange danskere, der har vist ham støtte og kærlighed i løbet af de seneste hårde måneder. Og familien, der var en stor støtte for ham i hele forløbet.

Komikeren var for nylig i stor fokus, da Zulu Awards løb af stablen. Fire priser var han nomineret til - og alle fire vandt han.

Du kan se hele interviewet med Melvin Kakooza her, hvor han blandt andet fortæller om flere sjove oplevelser, han trods alt kan tage med sig videre fra den svære periode.