Ingen pauser, mange overarbejdstimer uden betaling og psykisk terror.
Sådan så hverdagen ifølge 29-årige Maria Studsgaard Larsen fra Vordingborg ud, da hun var medarbejder i iværksætter Ilse Jacobsens butik i Field's fra 2015 og cirka et år frem.
Det fortæller hun til Ekstra Bladet.
- Det, som var det allerværste for mig, og som jeg også havde indtrykket af, var det sværeste for mange andre, var, at der jo ikke var nogen overenskomst, og det mærkede man virkelig. Det blev forventet, at man arbejdede meget over, og man blev aldrig belønnet for det på nogen måde. Samtidig blev der set ned på en, når man holdt pauser. Det var ofte, at vi hverken fik lov til at holde frokost- eller tissepauser, og man turde i hvert fald aldrig spørge om det, siger Maria Studsgaard Larsen.
Ifølge hende var det vigtigste for Ilse Jacobsen og ledelsen at sælge, mens medarbejdernes ve og vel stod i anden, tredje eller måske endda fjerde række.
3F varsler konflikt mod Ilse Jacobsen
- Folk blev behandlet rigtig skidt, og mange fik det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg var selv en af dem. Det var slet ikke rart at være på arbejde, siger hun og tilføjer:
- Vi blev ikke set på som mennesker, men bare som maskiner, hvor det eneste formål var at sælge. Vi fik også at vide, at det ikke var forkert at lyve og sige til en kunde, at vedkommende så godt ud i noget, hvis det ikke var tilfældet, så længe vi solgte. Vi var der kun for at tjene penge til hende (Ilse Jacobsen, red.), og alt andet var lige meget. Hun var ligeglad med os som mennesker, lyder det fra den 29-årige kvinde, der selv valgte at sige op i 2015, fordi hun var træt af arbejdsforholdene.
Artiklen fortsætter under billedet...
Dårlig ledelsesstil
De seneste dage har det været beskrevet i en lang række danske medier, hvordan flere medarbejdere har rettet en sønderlemmende kritik af Ilse Jacobsens ledelsesstil for 25 nuværende og tidligere ansatte i firmaet 'Ilse Jacobsen Hornbæk - IHJ A/S'.
I interviews i Berlingske, hvoraf mange af dem var under anonymitet, beskrev medarbejderne en lang række oplevelser med Ilse Jacobsen som en særdeles opfarende, uempatisk, ødelæggende og dårlig leder.
Netop de beskrivelser kan Maria Studsgaard Larsen nikke genkendende til.
Ilse Jacobsens mand på indkøbstur i Hornbæk: Opkøbte aviser med kritiske artikler
- For det første, så var det altid umuligt at få fat på Ilse. Hun var aldrig fysisk til stede i butikkerne, og man kunne aldrig komme til at tale med hende, uanset hvor meget man prøvede. Det var virkelig dårligt lederskab. Selvom hun ikke var til stede, så er det jo hende, der har ansvaret for, at hendes medarbejdere har det godt, og jeg er sikker på, at hun har vidst, at det stod skidt til og alligevel ikke har reageret, siger Maria Studsgaard Larsen.
- Det blev forventet, at folk altid var på arbejde, og hvis ikke de ville være med på den eller brokkede sig, så blev de bare fyret. Samtidig fornemmede man også, at der ikke blev stolet på medarbejderne. Efter jeg havde sagt op, forlangte ledelsen, at der blev kigget i min taske, så de sikrede sig, at jeg ikke havde stjålet noget. Det var vildt ubehageligt, siger Maria Studsgaard Larsen.
Klagede over forholdene
Selv valgte Maria Studsgaard Larsen at gå til ledelsen for at fortælle om de urimelige forhold, hun oplevede, flere gange.
- Jeg blev ikke mødt med forståelse, men derimod med en skriftlig advarsel. Der var ingen, der forsøgte at gøre noget ved de ting, jeg sagde.
Selvom hun i dag selv har fundet et nyt job og for længst er væk fra Ilse Jacobsens virksomhed, så blev hun glad, da hun forleden så, at de dårlige forhold blev taget op i medierne.
Efter Ilse Jacobsens chok-exit: Her er DR's reaktion
Det fik hende til at gå til tasterne på Facebook, hvor hun delte sine egne oplevelser.
- Jeg er især forarget over det her med, at der hos Ilse Jacobsen ikke er nogen overenskomst. Der er jo absolut ingen rettigheder for medarbejderne. Vi var ligegyldige. Da jeg var der, var jeg selv i dialog med min fagforening, men de kunne ingenting gøre, fordi der ikke var en overenskomst, lyder det fra Maria Studsgaard Larsen.
- Oplevelsen hos hende har samtidig sat sig i mig. Da jeg startede på mit nye job, var det indkodet i mig, at jeg altid skulle spørge om lov til at gå på toilettet, til at tage noget mad og lignende, og det skulle jeg lige vænne mig til, at man altså ikke behøver på en almindelig arbejdsplads. Vi blev kørt HELT ned hos Ilse. Pillet fra hinanden, siger hun.
Sker intet
Den 29-årige kvinde håber, at debatten vil få konsekvenser for, hvordan Ilse Jacobsen driver forretning og vigtigst af alt - behandler sine medarbejdere i fremtiden.
- Jeg er virkelig glad for, at der endelig er nogen, der råber højt. Og så håber jeg, at Ilse vil tage rundt i butikkerne og tage snakken med medarbejderne for en gang skyld og høre, hvordan de egentlig har det. Hun har jo godt vidst, at det er foregået, men hun har bare gemt sig i stedet for at gøre noget ved det.
- Jeg blev faktisk positiv, da jeg så, at hun havde trukket sig fra 'Løvens Hule' og nu vil fokusere på sine medarbejdere. Men jeg tror, at det er spil fra galleriet. Jeg tror ikke på, at det bliver anderledes.
3F meldte torsdag ud, at Ilse Jacobsen kan se frem til en konflikt, hvis der ikke bliver tegnet en overenskomst for medarbejderne på hendes lager i Gilleleje og kurbad i Hornbæk. Samtidig valgte hun for få dage siden at trække sig fra DR-programmet 'Løvens Hule'.
Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Ilse Jacobsen de seneste dage, men uden held.