Tiltalt: Kørte med stoffer i blodet

Popsangeren Bro er tiltalt for tre forhold, der alle involverer overskridelse af færdselsloven

Bro skal snart stå skoleret i Københavns Byret. Foto: Mogens Flindt
Bro skal snart stå skoleret i Københavns Byret. Foto: Mogens Flindt

Onsdag eftermiddag skal popsangeren Bro møde op i Københavns Byret.

Her er der nemlig rejst tiltale imod ham i hele tre tilfælde, som alle drejer sig om overtrædelse af færdselsloven.

Det skriver Se og Hør.

Ifølge anklageskriftet, som ugebladet er i besiddelse af, var Bro - med det borgerlige navn Kevin Andreasen - påvirket af stoffer, da han 4. september 2019 om aftenen kørte i bil på Vasbygade i København.

Ifølge anklagen var Bro her påvirket af 'bevidsthedspåvirkende stoffer', som er farlige for færdelssikkerheden.

Samme aften kørte sangeren ifølge politiet også for stærkt - hele 95 km/t. i en zone, hvor man måtte køre 70 km/t. Derfor går anklagemyndigheden ifølge ugebladet også efter, at sangeren, der blandt andet er kendt for hittet 'Sydpå', bliver frakendt føreretten.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Bros manager, Thomas Maartensson, der i skrivende stund er ved at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Han oplyser, at Bro ikke var klar over, at han skulle møde i retten.

'Rigtig dårligt sted i mit liv'
Siden har Bro dog taget bladet fra munden på sin Instagram-profil. Her fortæller han, at han har betalt en bøde for forseelserne for længe tid siden.

'På daværende tidspunkt var jeg et rigtigt dårligt sted i mit liv, og jeg anerkender, at det var virkelig umodent af mig. Samtidig har jeg for lang tid siden anerkendt bøden. Derfor er jeg uforstående over for, at denne sag popper op igen,' skriver han og fortsætter:

'Til alle mine fans og følgere vil jeg sige: Tænk jer om, når I kører bil. Jeg har definitivt lært noget af mit fejltrin, og det håber jeg vil give andre noget at tænke over. Take care out there,' lyder det.

Som Ekstra Bladet tidligere i dag beskrev, er Bro lige nu på ferie i Spanien, hvor han nyder sydens sol i selskab med en gruppe venner. Om han når at komme hjem til at møde i retten er derfor endnu uvist.