Træt af Paradise-image: Jeg er ikke den samme som dengang

Maja Bebe er træt af sit reality-image og drømmer bare om villa, vovse og volvo

Maja Bebe deltog i 'Paradise Hotel' i 2017. Foto: Kenneth Meyer
Maja Bebe deltog i 'Paradise Hotel' i 2017. Foto: Kenneth Meyer

Den 24-årige tidligere reality-deltager Maja Bebe, blev et kendt ansigt efter sin deltagelse i 'Paradise Hotel' og senere har hun deltaget i flere reality-programmer blandt andre 'Divaer i junglen' og 'Paradise Kollektivet'.

Men nu er hun træt af sit reality-image.

- Jeg var med i 'Paradise', da jeg var 19 år gammel, og nu er jeg 24. Det er alligevel ved at være en del år siden, og jeg ser ikke mig selv som den der 'Paradise'-type længere, fortæller hun til Ekstra Bladet på den røde løber til premieren på 'The Suicide Squad' onsdag aften.

- Jeg synes bare, at det på mange måder er supernederen at skulle sættes i bås, med den jeg var, da jeg var 19 år gammel. Jeg er mere voksen nu, og jeg er et andet sted i mit liv, forklarer hun.

Det er nemlig ikke længere reality-verden, som trækker i den 24-årige vestjyde, men nærmere en drøm om villa, vovse og volvo.

- Jeg tror bare gerne, at jeg vil have den der voksendrøm om en kæreste, børn og de der ting på et eller andet tidspunkt, lyder det.

- Hvad er så dine drømme jobmæssigt?

- Det ved jeg stadig ikke endnu. Jeg håber, at det kommer snart, fordi jeg kan da godt mærke, at jeg synes, at det er ærgerligt, at jeg ikke ved det, lyder det trist fra den ellers glade Maja Bebe, som dog er klar over, at alting nok skal komme, når tiden er inde.

- Men alt har sin tid, og jeg er stadig ung, og jeg skal ikke gå og stresse over det, afslutter hun.