Trods nedgang: Hiver millionoverskud hjem

Frank Hvam har klaret sig gennem 2020 med et overskud i millionklassen, viser netop offentliggjort regnskab

Frank Hvam har trods coronanedlukningen et stort millionoverskud i virksomheden Kvabs ApS. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Frank Hvam har trods coronanedlukningen et stort millionoverskud i virksomheden Kvabs ApS. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Komiker og skuespiller Frank Hvam kan i disse dage ikke blot glæde sig over den store succes med seneste skud på 'Klovn'-stammen.

Han kan også læne sig tilbage og nyde det millionoverskud, han har sikret sig i regnskabsåret 2020 med sin virksomhed Kvabs ApS.

Det viser virksomhedens netop offentliggjorte årsregnskab.

Ifølge regnskabet har den 50-årige komikers virksomhed sikret et overskud på 4.764.043 kroner. Og selvom det synes af en hel del, er det noget lavere end overskuddet i 2019, der lød på 6.710.429 kroner.

Det fremgår desuden, at der i 2020 er udbetalt i alt 1.378.369 kroner i løn og pension til den ene ansatte i firmaet, som må antages at være Frank Hvam.

Derudover har han ifølge regnskabet udbetalt 3.609.000 kroner i udbytte til sig selv.

Stor pengetank
Foruden det flotte resultat viser regnskabet, at Frank Hvam i Kvabs ApS har en del på kistebunden.

Egenkapitalen i virksomheden er på 9.236.470 kroner. Det er en smule mindre end i 2019, hvor den var 9.672.427 kroner.

Frank Hvams manager, Tine Bøgelund, oplyser til Ekstra Bladet, at Frank Hvam ingen kommentarer har til virksomhedens regnskab.

Casper Christensen og Frank Hvam har ikke bare formået at skabe en gigantisk succes på tv med 'Klovn'. De tjener også kassen på alt fra boliger til film

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Den aktuelle sæson otte af 'Klovn', som kan ses på TV 2 Play, var den mest sete programpremiere på tjenesten nogensinde.