Troels Kløvedal fyldte 75: Fik helt speciel opringning midt under festen

Den sygdomsramte søulk havde en helt igennem pragtfuld dag, da han mandag blev fejret

Trods sygdom og alder er Kløvedal stadig mand for at være vært ved en storslået fest. Foto: Janus Engel
Trods sygdom og alder er Kløvedal stadig mand for at være vært ved en storslået fest. Foto: Janus Engel

Anden påskedag fyldte den danske søulk, forfatter og eventyrer Troels Kløvedal 75 år, og selv om han kæmper mod den livstruende nervesygdom ALS, var der stadig overskud til at holde et brag af en fest.

- Vi holdt en pragtfuld fest med 112 mennesker, familie og mange af min gamle venner, som har sejlet med mig over alt på jorden - fra Antarktis med Galathea-ekspeditionen til Thule på Grønland, fra Polynesien til Rødehavet og fra det indiske ocean til Limfjorden, skriver Troels Kløvedal til Ekstra Bladet.

Opkald fra Atlanterhavet
Under den store fest fik Troels Kløvedal et telefonopkald fra en et af de få familiemedlemmer, der ikke havde haft mulighed for at deltage i festen.

- Og midt i det hele ringede min yngste søn Asbjørn fra Atlanterhavet, hvor han er elev på Skoleskibet Danmark, skriver Troels Kløvedal.

Han oplyser desuden, at det er meget svært at finde noget at brokke sig over i forhold til den festlige dag. Både selskab, mad og det danske vejr var nemlig helt i top.

- Vi var så mange som vi kunne være i stuehuset og en kokkeven lavede den mest vidunderlige mad. Og så som en overraskelse fik vi året første forårsdag så hele haven stod jo også til rådighed.

Troels Kløvedal i 2003 med børnene Lærke, Gurli, Sille, Mikkel og Asbjørn. Foto: All Over
Troels Kløvedal i 2003 med børnene Lærke, Gurli, Sille, Mikkel og Asbjørn. Foto: All Over

Troels Kløvedal er indforstået med, at døden er uundgåelig. Foto: /Ritzau/Janus Engel Danske kendte Troels Kløvedal: Min krop forfalder hver dag

Uhelbredeligt syg
Det var i efteråret 2016, at det blev offentligt kendt, at den folkekære kaptajn, forfatter og tv-personlighed Troels Kløvedal lider af den livstruende nervesygdom ALS.

- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år. Jeg håber, at jeg dør af mine lunger, inden lammelserne begynder at indfinde sig. Rent kropsligt fungerer jeg, men mine lunger er meget syge, og jeg taler meget, meget svagt og meget utydeligt, berettede Troels Kløvedal kontant, ærligt og bevægende i bogen 'Modne Mænd', der udkom i oktober 2016.

Troels Kløvedal blev i 2016 æret af dronningen, der tildelte ham Ridderkorset.Foto: Finn Hagemann Danske kendte Kløvedal har en opsigtsvækkende teori om, hvordan han fik sin dødelige sygdom

Der findes til dato ingen behandling for for ALS.

27. december 2016 modtog en syg Troels Kløvedal ridderkorset. Han fik yderligere et håndskrevet brev fra regenten, efter han sendte sin seneste bog 'Alle mine morgener på jorden' til hende. I samme bog fortæller han åbent og ærligt om sin alvorlige sygdom ALS, der kun kender én vej – mod graven:

- Jeg kan ikke synke mad mere og får ernæring gennem en sonde i maven, kan ikke trække vejret uden en respirator, kan ikke tale mere og hoster slim op af lungerne mange timer hver dag, skriver Nordkaperen-eventyreren i epilogen til erindringsbogen.


Populær forfatter
’Det føles som at gå på en skovsti, og så forsvinder mit før så sunde legeme pludselig ned ad en anden sti, mens mit hoved fortsætter som planlagt’, skriver forfatteren selv om sygdommen i sin seneste bog.

Troels Kløvedal udgav i december sidste år sit såkaldte livstestamente ’Alle mine morgener på jorden’, som han tjent en formue  på.

I marts i år var der solgt i omegnen af 65.000 eksemplarer, hvilket ifølge Ekstra Bladets beregninger har givet Troels Kløvedal mere end to millioner kroner på bankbogen.

’Pengene, jeg tjener, er jo ret ligegyldige, da jeg ikke kan bruge en krone af dem. Jeg er lænket til min bondegård og el-kørestol, men min kone og børn kører mig tit lange ture ud i Molslandet’, skrev globetrotteren for få uger siden til Ekstra Bladet i en mailkorrespondance.

Blå bog: Troels Kløvedal

Født: 2. april 1943 i København

Ægtefælle: Else Marie Meldgaard (25. maj 2002-)

Børn: Mikkel Beha Erichsen, Gurli Marie Kløvedal, Asbjørn Kløvedal, Lærke Kløvedal, Sille Kløvedal

Uddannelse: Filmfotograf

Bøger: ’Alle mine morgener på jorden’, (2017), ’Kineserne syr med lang tråd’ (2004), ’Den tynde hud: Erindringer om en barndom og opvækst (1994), 'Kærligheden, kildevandet... og det blå ocean' (1978), ’Øerne under vinden’ (1978) og mere

Film og tv: ’Kløvedal i Indonesien’ (2008), ’Kløvedal i Kina’ (2004), ’Rejsen til verdens navle’ (1999), ’På togt med Troels Kløvedal - Nordkaperen i det Indiske Ocean’ (1994), ’Med Nordkaperen til Tahiti’ (1994), ’Med Nordkaperen i Sydhavet’ (1984)

Andet: Slået til ridder 2016 af dronning Margrethe