Den folkekære komikerduo Adam og Noah har siden 2015 leveret latter i metermål til danskerne, men tilbage i slutningen af 2018 annoncerede de, at de ville lave en sidste turné, inden de to karakterer ville trække sig fra scenen for evigt.
Sidenhen kom et hav af coronanedlukninger i vejen, men hele tiden har de set frem til den store finale i koncertsalen Royal Arena på Amager.
Showet skulle, efter udsættelser, finde sted 22. januar, men fredag i sidste uge måtte komikerne meddele, at det store show var udsat. Igen.
I den anledning var de to komikere ude med en tydelig bøn til billetkøberne.
'Refunderingerne vælter ind. Der er netop åbnet op, og allerede er 500 billetter refunderet. Fortsætter vi i samme tempo de næste dage, ser det ikke for godt ud. Tak for støtten til dem af jer der beholder billetterne,' lyder det fra duoen i en kommentartråd på deres Facebook-opslag.
Taknemmelig
Joel Hyrland, som spiller karakteren Adam, fortæller til Ekstra Bladet, at han er dybt taknemmelig for de folk, der har holdt fast i billetten.
- Det er naturligvis vigtigt for os, at vi gennemfører, men det er jo ikke kun os det går ud over, hvis vi er nødt til at lukke ned. Det er jo et enormt arrangement, hvor der både er management, teknikere, sikkerhedsfolk, personale på venuet og mange flere, som arbejder med det her, og som også mister deres indtægt, siger han.
Han fortæller, at de endnu ikke har en komplet oversigt over, hvor mange af billetterne, som er blevet refunderet.
- Vi annoncerede denne tour tilbage i slut 2018, og vi kan jo ikke blive ved med at larme for det samme show i næsten 4 år uden, at det får en negativ effekt på folk og dermed også på markedsføringen, siger Joel Hyrland og fortsætter:
- Vi har ikke fået en endelig opgørelse endnu, men vi ligger nok et sted omkring de fem procent indtil videre. Der er dog stadig kun refunderet billetter for en dag, så andelen er helt sikkert langt højere. Vi får en update i starten af næste uge, tror jeg.
Et vigtigt show
Joel Hyrland, aka Adam, understreger vigtigheden af, at showet i Royal Arena bliver gennemført og krydser fingre for, at billetejerne vil lytte til hans bøn.
- Uden det show får vi ikke sagt ordentligt farvel, så står vi ligesom tilbage uden en forløsning. Selv med gennemførelsen af Royal Arena kommer vi stadig til at stå tilbage med en fornemmelse af, at vi ikke fik den ønskede forløsning.
Udover bekymringen over refunderingerne kommer Joel Hyrland også med en opsang til regeringen.
- Det vil klæde regeringen at erkende, at vi som minimum bør få dækket de tab, der er en direkte konsekvens af de restriktioner, der har medført flytningen af vores shows.
Det har ikke været en let tid for Joel Hyrland, der udover udsættelsen af de store show har kæmpet med et langt sygdomsforløb.