Tv-kendis om sugardating: En lov vil spænde ben

Influencer Olivia Salo vil ikke have en lov, der omfatter reklamer for sugardating. Hun synes i stedet, at der burde være retningslinjer overfor virksomhederne

Olivia Salo
Olivia Salo

Efter 23-årige Fie Laursen for nyligt opfordrede til køb af brugte trusser og sugardating på sin Instagram-profil, er hun røget i en kæmpe shitstorm, der har fået flere folk til at reagere.

På nuværende tidspunkt er der ikke en lov, der forbyder at reklamere for sugardating, men hvorvidt det skal være lovligt eller ej er et spørgsmål, der skiller vandene.

Efter voldsom kritik: - Ikke mit problem

Det har fået flere kendte til at reagere, der mener, at de højere magter må gribe inde og lave en regulering for den slags reklamer.

I et interview med Go'aften live fortæller influencer Olivia Salo, der selv har reklameret for kosmetiske indgreb, at det burde være et etisk spørgsmål i forhold til, hvad de må reklamere for.

- Jeg føler, at hvis politikerne går ind og laver en lovgivning omkring, hvad vi må reklamere for som influencere, kommer vi til at skade rigtig mange mennesker, der reklamerer for den seksuelle industri, men som gør det legitimt og lovligt, siger Olivia Salo til et interview i Go'aften live og fortsætter:

- Det vil spænde ben for mange mennesker, der gør det helt rigtigt og lovligt.

Har ikke set mor i flere måneder

Ifølge Olivia Salo burde der være et større regelsæt i forhold til at lave annoncer på sociale medier. Dog er hun godt klar over, at det kan være svært at sætte retningslinjer op, fordi branchen er så bred.

- Jeg føler, man skulle sætte retningslinjer op overfor virksomheder, der laver kampagne med virksomheder, siger Olivia Salo i Go'aften live.

Red barnet: - Det er meget bekymrende

Ifølge Kuno Sørensen, som er psykolog og Red Barnets ekspert i området vold og seksuelle overgreb mod børn, er Fie Laursens adfærd på Instagram direkte bekymrende.

- Det er meget bekymrende, fordi hun som influencer står som et forbillede og ideal for mange unge, og når hun på den måde positivt omtaler sugardating, kan det trække sårbare unge ud i sugardating, siger han til Ekstra Bladet.

Selvom Kuno Sørensen ikke kender til undersøgelser, der direkte kortlægger effekten af et opslag på for eksempel Instagram hos unge følgere, mener han, at særligt Fie Laursens indflydelse på socialt udsatte unge er foruroligende.

- Forhåbentlig er der mange af de unge følgere, der bare rynker på næsen og tænker, at det ikke er noget for dem, men vi har en bekymring, fordi hun har en høj status hos mange og især hos socialt udsatte og sårbare unge, siger han.

Og fænomenet sugardating er også i sig selv ifølge Kuno Sørensen ganske alvorligt og problematisk.

- Man stiller sig selv og sin krop til rådighed mod oplevelser og penge, og det ligger så tæt op ad prostitution, at vi er rigtig bekymrede for, at det kan lede sårbare unge ud i reel prostitution.

- I starten er det spændende og interessant, men man finder ud af i længden, at man bare er en vare, som bliver købt for penge, og det er en oplevelse, der går hårdt ud over selvtilliden, siger han.

Det er dog ikke alle, der er enige med Olivia Salo i forhold til, hvem der burde have retningslinjer. Camilla Stemann Jensen, der er ekspert i sociale medier og står bag Influencer Akademiet, finder det yderst problematisk, når influencere reklamerer for ting som sugardating.

- Jeg tænker, at bloggere skal have nogle retningslinjer, som de skal leve op til, ligesom journalister. Det er jo vigtigt at have idealer om, at det ikke er i orden at skrive fake news, og at der er etiske retningslinjer, der skal overholdes, lød det fra Camilla Stemann Jensen i marts.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Olivia Salo, men det har i skrivende stund ikke været muligt.