Tv-par bekræfter: - Vi er kærester

Emilie Hoffmann og Mads Andersen er stadig kærester, efter de er kommet hjem fra 'Ex on the Beach'

Nu står de to realitydeltagere frem som kærester. Foto: Mikkel Laumann
Nu står de to realitydeltagere frem som kærester. Foto: Mikkel Laumann

I søndagens afsnit af 'Ex on the Beach' kan man se, hvordan Emilie Hoffmann og Mads Andersen endelig får gjort deres forhold officielt, da Mads Andersen omsider spørger Emilie Hoffmann, om de skal være kærester, efter de to har været uadskillelige i flere uger.

Men det var ikke kun i villaen, at der var gang i romancen.

Nu viser det sig nemlig, at parrets kærlighed har varet ved, og at de i dag - tre måneder efter optagelserne - stadig er kærester.

Det fortæller Emilie Hoffmann til Ekstra Bladet.

- Vi er kærester og har været det i tre måneder, og altså lige siden Mads spurgte mig, da vi var med i 'Ex on the Beach', siger hun og fortsætter:

- Jeg kan huske, at det, jeg hæftede mig meget ved, var, at Mads sagde, at han ville være rigtige kærester og ikke bare 'Ex on the Beach'-kærester. Og det har vi altså overholdt, siger hun med et smil.

Parret fandt ind til hinanden igen i 'Ex on the Beach'. Foto: Krestine Havemann
Parret fandt ind til hinanden igen i 'Ex on the Beach'. Foto: Krestine Havemann
 

Faktisk har de to været stort set uadskillelige, siden de kom hjem til Danmark.

- Da vi kom hjem til Danmark, blev jeg ved ham et par dage på Sjælland, og så tog jeg tilbage til Fyn, og så er vi faktisk endt på Sjælland nu, hvor jeg er kommet ind på mit studie, siger hun og fortsætter:

- Mads har jo sit hus, og jeg har været der mere og mere, og så fik jeg arbejde herovre, så det hele giver bare god mening, og nu er vi flyttet sammen, siger hun.

Nu kan parret endelig fortælle, at de er kærester. Foto: Privat
Nu kan parret endelig fortælle, at de er kærester. Foto: Privat
 

Svært at holde hemmeligt
Ifølge Emilie Hoffmann har det ikke været en stor omvæltning for dem at vende hjem til Danmark.

- Vi har jo kendt hinanden i forvejen, så man har alligevel kendt hinanden i længere tid end inde i villaen, og man kender efterhånden hinandens vaner og rutiner, siger hun og fortsætter:

- Når det så er sagt, så er det jo stadig meget nyt, og der er meget, vi skal lære om hinanden. Men det kører rigtig godt, og vi er meget glade og forelskede, siger hun.

Emilie Hoffmann lægger ikke skjul på, at det har været en udfordring for dem at holde deres forhold hemmeligt for offentligheden for at bibeholde spændingen i programmet.

- Jeg er jo så stolt og glad for min kæreste, så derfor har det jo også været vildt trist ikke at kunne poste noget om det på min Instagram, for det er jo det, der betyder noget for mig, og det jeg har brugt min tid på. Så det er rart endelig at kunne sige det højt, siger hun og fortsætter:

- Men på den anden side har vi begge også virkelig nydt det. Vi har nydt, at vi kunne være helt os selv, og at vi har kunnet tage det stille og roligt, understreger Emilie Hoffmann.