Jesper Steinmetz, der er TV2's USA-korrespondent, var i en kort stund hjemme i Danmark i forbindelse med dette års Hjertegalla på TV2 Charlie, som han er vært ved for andet år i træk sammen med Michèle Bellaiche og Christian Degn.
Jesper Steinmetz lever på farten og har i øjeblikket ingen fritid, og derfor bor han mere eller mindre i sin kuffert, når han rejser verden rundt fra job til job.
- Jeg har monster jetlag, og det har jeg ofte, når jeg rejse så meget. Jeg er en zombie, siger Jesper Steinmetz til Ekstra Bladet og fortsætter:
- I min kuffert er der vintertøj, fordi jeg lige har været i New Hamsphire, og min smoking, fordi jeg dækkede Oscars. Så jeg har smoking, laksko, vinterstøvler og stor vinterjakke. Hvis man åbnede den kuffert, ville man undre sig over, hvor jeg har været henne. Svaret til dette er alle steder.
Efter otte år: Her er min kæreste
Han har ikke været hjemme i Washington D.C, hvor han bor, de sidste 14 dage, og derfor har der heller ikke været tid til at pleje forholdet til kæresten, Kieran.
Jesper Steinmetzs mener dog, at det kun er godt ikke at sidde lårene af hinanden.
- Vi ses, når vi ses. Vi har været sammen i ni år, og det er i virkeligheden nok også opskriften på at have et godt parforhold.
- Han rejser også meget selv, og nogle gange når jeg er hjemme, så er han rejst. Så gudskelov sidder han ikke og klynker over, at jeg er væk, siger Jesper Steinmetz.
Ny rekord
Jesper Steinmetz dækker for tredje gang præsidentvalget i USA, og til april er han også den danse tv-korrespondent, der har været længst tid i USA.
- Når jeg minder mig selv om, at det er ti år siden, kan jeg ikke forstå det. Jeg er ret rystet over, hvor hurtig tiden går, det er nok et tegn på alderdom, siger Jesper Steinmetz.
I sommeren 2021 udløber hans kontrakt med TV2, men i skrivende stund har han ikke nogle planer om at vende snuden mod Danmark.
- Jeg har det, ligesom når man spørger en gymnasieelev i 3.g, der bliver student til sommer. Hvad skal du, når du bliver stor? Jeg aner ikke, hvad jeg skal. Tiden må vise det, siger Jesper Steinmetz.
Selvom han har dækket præsidentvalget to gange før, er han sikker på, at i år bliver det sjoveste og mest interessante år at dække.
- Sidste år dækkede vi valget med den præmis om, at Hillary Clinton nok ville vinde. Valget for fire år siden har vist os, at alt kan ske. Ingen aner, om Trump bliver genvalgt eller slået af demokraterne. Derfor er der mere på spil, og der er virkelig spænding omkring det.