Udsat for ulovlig indtrængen: Politianmelder 85-årig

Jim Lyngvild måtte sammen med husbonden køre efter en ældre mand, der pludselig dukkede op ved deres bolig 

Jim og manden Morten er meget trætte af folk på deres grund. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Jim og manden Morten er meget trætte af folk på deres grund. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Nu gider de altså ikke mere.

Jim Lyngvild og husbonden Morten har endnu en gang haft uvelkomne gæster på deres grund, men denne gang endte den ulovlige indtrængen med en biljagt og efterfølgende politianmeldelse.

Det deler Jim på sin Facebook-profil.

Designer- og kunstneren uddyber episoden til Ekstra Bladet.

- Vi oplever jo hver dag, at folk kommer på besøg, det sker selvom, at vi har flere skilte på vejen med, at det er privat grund, og at fremmede ikke er velkomne, fortæller han.

Parret ved godt, at der er stor opmærksomhed omkring deres bolig Ravnsborg, og derfor har de også åbent to gange om året for nysgerrige, der gerne vil opleve borgen, men der var altså ikke åbent, da en bil tirsdag besluttede sig for at aflægge besøg.

- Han kommer kørende i relativ høj fart gennem porten, og her kan han jo ikke nå at se, om vores hunde er ude, siger han og fortsætter:

- Men så siger han pludselig til mig 'Ved du hvor helvede er? Hvor finder jeg helvede?'. Så jeg siger til ham: 'Et - nej og to, du skal køre igen'.

Rammer hundene
Normalt har Jim og manden en forholdsvis lang lunte med uvedkommende på grunden, men det underlige besøg gik over deres grænse.

- Min tålmodighed er bare opbrugt med de ældre mænd. Det er altid dem, der kommer kørende ind og mener, at de har 'ret' til at være der. Men den mand her, han bliver så sur over mit svar og gasser helt op og laver hjulspin, så stenene sprøjter op på vores hunde og så flyver han ud af porten, forklarer Jim.

Jim tog efterfølgende et billede af hjulspinnet fra den ældre mand. Foto: Privat
Jim tog efterfølgende et billede af hjulspinnet fra den ældre mand. Foto: Privat

Blev rasende
Det blev alligevel for meget for Morten, der hurtigt fandt bilen frem.

- Min mand blev rasende, så han fløj ind i bilen, og jeg hopper også med, og så har vi en biljagt efter denne her mand, der prøver at gemme sig inde på naboens græsplæne, og der er jeg så irriteret, at jeg går hen til hans bil og river døren op for at spørge, hvad han bilder sig ind.

Men den ældre mand reagerer bestemt ikke, som Jim havde regnet med.

- Han siger til mig, at jeg da bare kan tage hans nummerplade og melde ham, og det gør jeg så sandelig også. Vi ringede til politiet med det samme, der fortalte, at de ville tale med ham. De har efterfølgende ringet til os og fortalt, at der var tale om en 85-årig mand. Normalt ville vi ikke ringe, hvis nogen kørte ind på grunden, men vores grænse går altså ved hærværk, fortæller han.

Selvom oplevelsen var ubehagelig for parret, har de ikke tænkt sig at gøre mere ud af sikkerheden ved borgen.

- Vi har allerede alt det, vi kan. Det næste skulle så være en voldgrav med piratfisk, siger Jim med et grin.