Udvider forretningen

Den tidligere bordtennisspiller og 'Vild med dans'-deltager Michael Maze åbner endnu en café

Michael Maze bag desken på John&Woo på Amager. Nu udvides café-eventyret til Københavns Nordhavn. Foto: Anthon Unger
Michael Maze bag desken på John&Woo på Amager. Nu udvides café-eventyret til Københavns Nordhavn. Foto: Anthon Unger

Michael John Maze fordobler sit café-imperium fra en til to, når han og makkeren Sune Woo Høi åbner endnu en John&Woo. Den nye café er placeret i Københavns Nordhavn og slår efter planen dørene op 15. juni.

- Med mindre der er et eller andet, der går ravruskende galt, men det tror jeg ikke, griner Maze.

- Men hvis du lige kom ud og kiggede nu, ville du ikke tro, det blev tirsdag, men det når vi. Det kører som det skal, lyder det forventningsfuldt fra restauratøren, der som bordtennisspiller vandt medaljer ved både EM, VM og OL.

Dermed går makkerparret imod en stærk strøm under corona, der ellers har sendt mange i restaurationsbranchen mod dybet.

- Det har selvfølgelig været en hård tid for nærmest samtlige danskere, og det har det også for vores forretning med så mange måneders nedlukning, siger Maze.

- Omvendt så har vi også haft tid til at kigge nærmere på forretningen, og vi følte, at tiden var til det. De få måneder vi har haft åben på Amager, synes vi, at konceptet har virket, og vi var klar på at bruge noget energi på at kaste os ud i noget nyt.

Vandbærer og chauffør
Den første John&Woo åbnede på Amager i september 2019. En åbning, der krævede fuld opmærksomhed. Nu skal Maze&Høi forsøge at balancere fokus.

- Jeg bor jo på Amager og kommer primært til at være der, mens Sune kommer til at bruge mest tid på at løbe caféen i Nordhavn i gang, siger Michael Maze og kalder makkeren Sune Woo Høi for 'hjernen bag det hele', mens han selv er 'vandbæreren'.

Under nedlukningen var de dog begge chauffører.

- Vi trak i arbejdstøjet og lå i hver vores bil og kørte mad ud. Men det var kun under lockdown. Det var jo den eneste mulighed for at få lidt omsætning i kassen. Det blev så til en del måneder, men det er slut nu.

Sune Høi er, ifølge Michael Maze, 'hjernen bag det hele', mens den tidligere bordtennisspiller blot er 'vandbærer'. Foto: Jonas Olufson
Sune Høi er, ifølge Michael Maze, 'hjernen bag det hele', mens den tidligere bordtennisspiller blot er 'vandbærer'. Foto: Jonas Olufson
 

Kan komme flere
Skulle caféen i Nordhavn blive en succes, vil Maze ikke afvise, at han i fremtiden vil åbne flere. Men lige nu venter nye opgaver i en helt ny bydel, der stadig ikke viser sit fulde potentiale.

- Om sommeren er der mange mennesker, om vinteren skal vi nok kæmpe lidt mere for det. Men vi synes, der er rigtig mange gode tiltag i Nordhavn. Det bliver større og større, og vi er jo også stadigvæk meget nye, så vi synes egentlig, stedet passer rigtig godt til os.

Det blev bemærket, da Michael Maze fik en kok til at tilberede maden, da han deltog i TV3-programmet 'Til middag hos' sidste år. Siden da er han blevet bedre køkkenet, men vil alligevel gerne berolige potentielle kunder:

- Jeg kunne nok godt strikke et eller andet sammen, men både for vores kære kokke og kære gæster så er det nok bedst, at jeg holder mig væk fra køkkenet.

Er du til noget køligere end café-mad i sommervarmen, så skal du se dig for, da der kan være stor forskel på pris for den samme is (+).