Ulla Terkelsens dystre profeti: 2015 bliver meget værre

Ulla Terkelsen forudser, at 2015 vil byde på mere krig og mere terror

Ulla Terkelsen var med til TV2's store årskavalkade, der blev optaget tirsdag aften. Hun frygter dog, at 2015 internationalt set bliver endnu værre end 2014. (Foto: Rumle Skafte)
Ulla Terkelsen var med til TV2's store årskavalkade, der blev optaget tirsdag aften. Hun frygter dog, at 2015 internationalt set bliver endnu værre end 2014. (Foto: Rumle Skafte)

Den erfarne journalist og korrespondent Ulla Terkelsen var også mødt op til TV2's Årets Øjeblikke, der blev afholdt tirsdag aften i Operaen i København. Her kom hun med noget grusom spådom for 2015.

- Jeg tror, at 2015 på den internationale front bliver farlig. Der er krig i Europa og krig i det østlige Ukraine. Men jeg tror, at der vil blive mere terror og krig, og at alle de forfærdelige ting, vi oplever lige i øjeblikket, bliver værre.

Selv dækker hun nogle af brændpunkterne rundt omkring i verden, og selv om hun har gjort det længe, påvirker det hende stadig.

- Det er nogle vigtige ting at arbejde med, men selvfølgelig bliver man rørt af det, siger Ulla Terkelsen og fortsætter:

- Men heldigvis er der jo også ting, der går godt. For eksempel 25-årsdagen for Murens Fald i Berlin, som jeg også dækkede.

2014 var Malala
Ifølge Ulla Terkelsen er højdepunktet for 2014, da den 17-årige pakistanske kvinde Malala modtog Nobelprisen i Oslo, som Ulla Terkelsen selvføgelig også dækkede.

- Der stod den lille pige på 17 år, som to år tidligere havde været ved at dø, fordi hun forsvarede pigers ret til uddannelse, siger hun og fortsætter:

- Det var en meget betagende oplevelse, og jeg fik en klump i halsen og tænkte, hvordan et så lille bitte menneske kan være så modigt. Hun overlevede knap attentatet, og hendes kamp er langt fra forbi.

Malala Yousafzai i Oslo, hvor hun torsdag i sidste uge modtog Nobels fredspris 2014, delt med inderen Kailash Satyarthi. (Foto: AP/Matt Dunham) Samfund Derfor myrdede Taliban 132 børn

Beundrer kronprinsessen
Ulla Terkelsen er bosat i udlandet, og følger derfor ikke så meget med i, hvad der sker herhjemme.

- Hvis jeg skal fremhæve en dansker, må det være Kronprinsesse Mary. Hun er meget dygtig til sit arbejde. Hun passer sit job og er flittig, og det kan jeg godt lide, at folk er, siger hun til Ekstra Bladet.

Eget tv-program
Vi kommer til at se meget mere til Ulla Terkelsen i 2015. Hun får nemlig sin egen tv-serie om Italien, der vises på TV2 Fri.

- Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå med den, siger hun til Ekstra Bladet.

Du kan se TV2's store show om året, der er gået mandag den 29. december.