Han betegnes som et af dansk films helt store stjernefrø, og han har det da heller ikke fra fremmede.
Unge Sylvester Espersen Byder på 23 er søn af skuespillerforældrene Anne Sofie Espersen og Søren Byder, og han er i gang med at skabe sig sin helt egen succesfulde karriere på det store lærred - senest i ungdomshittet 'Smuk' fra i fjor, hvor han spillede hovedrollen overfor Andrea Gadeberg.
Læs også: Kan du kende de unge stjerneskud?
Men han har endnu større planer for fremtiden, afslører han over for Ekstra Bladet, da vi møder ham på den røde løber.
- Jeg arbejder på en tv-serie, som jeg er i gang med at skrive med en manuskriptforfatter, Ludvig, der også er min roomie. Der går nok noget tid. Jeg håber på det og bliver ved med at kæmpe for det. Jeg håber, det kan afsættes til en tv-station. Jeg er meget ydmyg omkring det, og jeg gør det kun, fordi jeg ikke kan lade være, fortæller Sylvester Espersen Byder om den hemmelige serie.
De har forstået mig
Han vedkender sig gerne sit kendte ophav og er stolt af at have forældre, der selv har gjort sig som skuespillere, og som altid har bakket ham ubetinget op, selv om de ikke længere er gift.
- Det er helt fantastisk. Man kan sige det kort – jeg har aldrig følt mig udenfor. Der har været nogen, der har forstået min virkelighed. Det har altid været dejligt.
- Så der har aldrig været noget pres hjemmefra for, at du måske ikke skulle ende i samme fag, som de har været i?
- Overhovedet ikke. Det var mit eget valg, og det har de respekteret. De har gjort det, som gode forældre gør – at støtte mig i mine beslutninger.
Sylvester Espersen Byder tænder lige så meget på at være bag kameraet som foran - og han har intet imod opmærksomheden:
- Jeg har lige instrueret min egen kortfilm med Andrea Gadeberg i hovedrollen, og det har været en fed oplevelse, det der med at blive genkendt. Igen er det ikke noget, der er så fremmed for mig, fordi jeg har oplevet det med mine forældre og min familie også. Så igen – jeg har meget ro på i forhold til det. Det er ikke så vildt for mig.
- Du ser jo godt ud. Er du ombejlet?
- Jo, men nu har jeg en kæreste, så det er bare det. Hende er jeg meget glad for. Der er overhovedet ikke jalousi involveret. Hun er det mest cool menneske på jorden, så slet slet ikke.
Stjernefrøet er klar i mælet i forhold til, hvad han mest tænder på inden for sit fag:
- Jeg tror meget på en kombination, og jeg tror også på, man skal have meget ydmyghed i forhold til at være udøvende kunstner. Privilegiet kun at lave én ting er svært – i hvert fald hvis man skal leve af det. Du er nødt til at sprede det hele ud.
- Bare jeg kan få lov til at lave kunst, så er jeg glad, lyder det fra det spirrende stjerneskud.