Med en lang karriere som entertainer og musiker kender du formentlig Peter Frödin, men hvis du har set tv i løbet af de seneste par år, kender du ham formentlig også i rollen som Franzi.
Hansi Hintereseer-parodien bliver brugt som reklamesøjle for 25Syv, som står bag bookmakeren Bet25 og kasinoet Rød25, men spørgsmålet er, om det snart er slut?
'Fremover vil vi undlade at bruge kendisser til at promovere vores spilprodukter. Netop brugen af kendte i reklamer er noget af det, eksperter har peget på, virker stærkt på især de unge og vil kunne påvirke spiladfærd negativt, og det lytter vi til,' sagde Morten Rønde, direktør for Spillebranchen, i en pressemeddelelse 25. maj.
'Vi må se, hvad der sker'
Da Ekstra Bladet søndag mødte Peter Frödin på den røde løber til børnefilmen 'Lille Allan', hvor han har skrevet bogen, som filmen er baseret på, spurgte vi ham derfor om fremtiden for Franzi.
- Det skal vi gå og tænke på hvordan og hvorledes. Hvert år har vi et møde, hvor vi spørger, om vi skal lave noget mere, og lige nu går jeg bare og skriver på forskellige ting, fordi det er skidesjovt, siger han.
- Spillebranchen, som Bet25 og Rød25 jo er en del af, har jo lavet dette tiltag med, at det skal være slut med kendte mennesker i reklamerne. Ved du, om det får konsekvenser for dig?
- Vi må se, hvad der sker. Det gør det vel, hvis det bliver vedtaget. Jeg tror, det er noget EU-agtigt noget, ikke?
- De har selv været ude med det 25. maj og sagt, at det er slut med det ...
- Okay, jeg har ikke hørt det, men nu må vi jo se.
- De er også først ved at definere, hvad en kendis er, men jeg tænker, at du er en kendis ...
- Ja. Vi ser på det, siger Peter Frödin, inden han smutter videre ind for at se filmen.
Hvad er en kendis?
Da Dansk Spil for nylig udgav en reklame med komiker og instagramkendis Rasmus Wallbridge blot en uge efter pressemeddelelsen, spurgte Ekstra Bladet direktør for Spillebranchen Morten Rønde, hvordan man egentlig definerer en kendis i deres verden.
- Det er noget af det, vi sidder og kigger på, for der er selvfølgelig nogle problemstillinger i det, som vi er nødt til at få klappet af. Men intentionen er selvfølgelig, at man ikke bruger en, der har et kendt ansigt, til at promovere et produkt og stå som rollemodel for det, sagde han dengang og understregede, at reglerne slet ikke er trådt i kraft endnu.
- Det er vores aftale, at vi skal gøre det, men man er nødt til at have respekt for, at nogle har lavet markedsføringskampagner og så videre. Det kommer så hurtigt som muligt, men vi er nødt til at få ordlyden helt på plads og give spiludbyderne mulighed for at tilpasse sig. Det er jo ligesom med lovgivning, der heller ikke bare træder i kraft fra den ene dag til den anden.