Vender ikke tilbage: - Det er slet ikke på tale

Lise Rønne var kun vikar i 'X Factor', og det er ikke på tale, at hun skal tilbage i rollen som vært på programmet

Lise Rønne var glad for at være vikar på 'X-Factor'. Foto: Anthon Unger
Lise Rønne var glad for at være vikar på 'X-Factor'. Foto: Anthon Unger

Selvom man normalt ser 42-årige Lise Rønne med fuld makeup og i store rober, nyder hun faktisk en stille tilværelse og helst helt tæt på familien.

Privat danner Lise Rønne par med Mikkel Overby, og sammen har de børnene Nelson, Eva og Thomas. Familien på fem er lige hjemvendt fra en tur til Sverige, hvor de mildest talt boede tæt.

- Nu har jeg lige holdt en lang ferie med hele familien i en autocamper, og det har været vidunderligt, fortæller hun til Ekstra Bladet, da vi møder hende på den røde løber til forpremieren på 'Pagten' tirsdag aften.

- Vi var af sted allesammen i sådan en lille autocamper, og det var en fed frihedsfølelse, fortæller hun.

Sådan en ferie, hvor hele familien bor tæt, er noget, hun vil anbefale til andre børnefamilier.

- Det er jo det, børnene allerhelst vil. Det er at være helt tæt. Og det er også det, jeg helst vil, så det klarede vi. Jeg tror, vi allesammen syntes, at det har været den bedste ferie, vi nogensinde har haft, lyder det fra tv-værten.

Slut med 'X-Factor'
Selvom Lise Rønne stillede op som vikar som vært på 'X-Factor', skal man altså ikke regne med, at det er der, man kommer til at se hende igen.

- Det er slet ikke på tale, at jeg skal være det igen. Jeg var kun vikar, og det var perfekt. Det var lige det setup, det skulle være. Jeg var vildt glad for det, og det var lige på den måde, det skulle være, forklarer hun.

Lise Rønne har nemlig til dels skiftet spor og arbejder nu med bøger i stedet for. Hun er en del af Saxo.com, hvor hun deler anbefalinger og læseoplevelser.

- Jeg læser jo en masse bøger, og i virkeligheden arbejder jeg med professionel litteratur for tiden. Så det er det, jeg gør, siger hun.

Vender ikke tilbage: - Det er slet ikke på tale

Lise Rønne måtte træde ind som 'X Factor'-vært, efter Melvin Kakooza blev ramt af en hjernetumor.