Den verdensberømte møbeldesigner Jens Risom er død. Han blev 100 år.
Jens Risom er bredt anerkendt som en af det tyvende århundredes største møbeldesignere og er blevet portrætteret i mode- og arkitektblade verden over.
Artiklen fortsætter under billedet.

Han drog til USA allerede inden 2. Verdenskrig og kom i amerikansk tjeneste i 1943. Som designer slog danskeren sit navn fast gennem samarbejdet med Hans Knoll Furniture Company og senere under eget navn.
Hans første værker var primært møbler til hjemmet, men senere koncentrerede han sig om design til kontoret, hospitaler og biblioteker.
Jens Risom var sammen med blandt andet Charles Eames en af blot seks udvalgte stjernedesignere, som Playboy satte fokus på i en stort opsat artikel i 1961, og da Lyndon B. Johnson blev præsident to år senere, valgte Kennedys afløser danskerens kontorstole til det ovale kontor i Det Hvide Hus.
Artiklen fortsætter under billedet.

- Udover at være en stor designer, havde han også et stort hjerte, og han glemte aldrig Danmark, selv om han boede i USA i så mange år, siger Jens Risom, der er opkaldt efter sin onkel og gudfar.
- Han var også dansk gift og holdt kontakten til den danske del af familien. Vi var flere af sted til hans 100 års fødselsdag i maj. Han var frisk til det sidste og gik en daglig tur med sin stok lige indtil, han sagde, at nu var det nok og lagde sig for at dø.
Eksklusiv shopping: Her ligger Nordens designby
Designeren, der var søn af arkitekten Sven Risom, gik under sin studietid på Kunsthåndværkerskolen i klasse med Hans Wegner og Børge Mogensen og blev undervist af prominente navne som Ole Wanscher og Kaare Klint.
I anledning af hans 100 års fødselsdag blev Jens Risom omtalt i flere store publikationer, og i New York Magazine fortalte hans datter, at hendes far stadig havde øje for detaljen. Derfor havde han spurgt det lokale hospital, om han ikke måtte indrette venteværelset på en anden måde, fordi det ifølge danskeren så forfærdeligt ud. Hospitalsledelsen lyttede og gav Jens Risom lov.
Jens Risom blev ridder af Dannebrog i 1996 og boede til sin død i staten Connecticut.