Smilene er store hjemme hos realitydeltageren Tine Lykke, der især er kendt fra 'Paradise Hotel'.
Hun er nemlig gravid, og hun og ægtemanden, Oliver Winther, bliver derfor snart forældre for anden gang.
Det fortæller hun i et opslag på Instagram.
Her fortæller hun samtidig, at graviditeten har været årsag til, at hun har været en del syg på det sidste.
'Nu kan vi endelig sige, hvorfor jeg har været så meget 'syg'. Det har nemlig skyldtes, at der gemmer sig en lille baby inde i maven', skriver hun i opslaget.
Meget lykkelige
Tine Lykke er i forvejen mor til datteren Alvida, der nu kan se frem til at blive storesøster. Hun kom til verden i oktober 2020.
'Det er ikke til at beskrive, hvor lykkelige vi er over, at Alvida skal være storesøster', lyder det blandt andet videre i opslaget.
Tine Lykke og Oliver Winther har dannet par siden 2018, og de blev forlovet sidste år. Tidligere på året blev de gift.
Tine Lykke medvirkede i 'Paradise Hotel' i 2018 og endte med at vinde. Hun kom dog ikke hjem med nogle penge, fordi deltageren Lenny Pihl smed kuglen i troskabstesten og dermed tog pengepræmien med hjem selv.
Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra Tine Lykke, men det har i skrivende stund ikke været muligt.