- Vi har fået et kæmpe chok

Tidligere tv-vært Line Baun Danielsen ser også en masse lyspunkter og positive ting ved denne coronakrise

58-årige Line Baun Danielsen skriver om hverdagen på sin blog. Foto: Emil Baun Bartram
58-årige Line Baun Danielsen skriver om hverdagen på sin blog. Foto: Emil Baun Bartram

I forbindelse med coronakrisen sker der ifølge tidligere tv-vært Line Baun Danielsen også mange positive ting, vi som samfund kan lære af og tage med ud på den anden side af coronakrisen, som hærger lige nu.

- Familier og mennesker rykker sammen, og man finder alternative måder at ses på. I går aftes lavede jeg FaceTime sammen med tre veninder, hvor vi snakkede, imens vi prøver at holde liv i livet, siger Line Baun Danielsen til Ekstra Bladet.

En anden ting, Line Baun Danielsen har bemærket og sætter stor pris på midt i denne svære coronatid, er alle de børn og voksne, der er begyndt at bruge mere tid udenfor.

- Det, jeg har noteret mig allermest, er jo fornøjelsen ved at se og høre alle de her børn, der pludselig kommer ud på vejen og fortovet og leger - med afstand. De kommer ud i haverne i stedet for at sidde fordybet bag deres computer hele tiden.

Sofie Linde kommer nu med et opråb midt i coronakrisen. Foto: Jonas Olufson Danske kendte Går i flæsket på minister

Lys på den anden side
Tror du, vi kan tage noget positivt med ud på den anden side af krisen?

- Det tror jeg bestemt, at vi kan. Vi har allesammen fået et kæmpe chok. Dels handler det her om, at vi er ikke udødelige, og den verden vi er en del af, kan ikke klare hvad som helst. Der skal ikke andet end en virus til, før at hele verden er lagt ned, og det fortæller rigtig meget, siger Line Baun Danielsen og fortsætter:

- Det handler om at finde tilbage til nogle nære værdier og bruge nogle af de nye teknologier, vi har, til at mødes eller udvikle forretningsideer. Jeg tror, der kan komme noget godt ud af det på den lange bane.

Selvom Line Baun Danielsen ser mange positive lyspunkter i hverdagen, er hun godt klar over, at dansk erhvervsliv får et stort spark bag i, da folks handlemønstre automatisk ændres.

- Det kommer til at koste noget, når vi pludselige ikke forbruger det, vi plejer at forbruge. Det, der sker i hovedet på os mennesker, er, at vi stiller spørgsmålstegn ved det liv, vi plejer at leve, og de ting vi plejer at jagte. Jeg har ikke selv brugt en krone på noget andet end mad og vin i de sidste tre uger, siger Line Baun Danielsen.

Jacob Risgaard er i den grad træt af, at svindlere bruger hans navn og billeder til at oprette falske datingsider. Foto: Per Arnesen Danske kendte Rasende DR-profil: - Det er sindssygt krænkende

Samfundet står sammen
Selvom dansk erhvervsliv kommer til at lide i denne tid, sætter hun stor pris på, hvordan samfundet alligevel står sammen og tænker mere på fællesskabet.

- Jeg synes den her tanke med, at private initiativer hjælper små virksomheder er rigtig god. Man rykker sammen om den gamle nabopakke. Det rykker ved noget menneskelighed og noget omtanke. Jeg synes, der er mange positive ting, der handler om, at vi hjælper hinanden, siger Line Baun Danielsen.

Hvad får du selv tiden til at gå med?

- Jeg arbejder. Jeg kan ikke lukke en virksomhed. Jeg hører til de her små konsulenter, som stor set ikke har glæde af de her hjælpepakker. Hvis du spørger mig, synes jeg, at man har svigtet mange mennesker. Især små selvstændige virksomheder. Det her er virkelig op ad bakke. Jeg arbejder videre og prøver at få ideer, siger Line Baun Danielsen.

Imens Line Baun Danielsen stadigvæk forsøger at holde liv i sin virksomhed, er hun en ud af mange, der gør nytte af de teknologiske muligheder.

- Jeg holder liv i min blog, og jeg har lavet træningsvideoer, jeg lægger op flere gange om ugen. Det gør jeg for at skabe en form for mening og hjælpe andre mennesker og mig selv til at holde formen. Hvis vi skal holde gang i det gode humør, skal vi også holde gang i endorfinerne.

Line Baun Danielsens positive tanker om denne svære tid skriver hun om på sin blog, hvor hendes træningsvideoer også ligger.