Da der lørdag blev afholdt TV Prisen 2020, var det en særlig kvinde, der løb med opmærksomheden.
TV2-værten Natasja Crone løb nemlig med prisen som årets vært, og hun benyttede sin takketale til at sende en stikpille til Anders Lund Madsen, der var vært ved prisuddelingen.
- Nu vi snakker om kvindelige tv-værter, stiletter og rynker, lød det fra Natasja Crone fra scenen.
Hun fortsatte:
- Ved mit første program som 24-årig skrev Ekstra Bladet, at jeg lignede en gammel kælling. Det er ikke for at ødelægge den gode stemning, men det var dig, der skrev den, Anders, sagde hun henvendt til Anders Lund Madsen, der tidligere har arbejdet som journalist på netop Ekstra Bladet.
Det fik publikum til at rejse sig og give store klapsalver.
Den uventede kommentar fik Anders Lund Madsen til noget forfjamsket at sige 'undskyld', mens han dog ufortrødent fortsatte værtstjansen og sine jokes.
Episoden er efterfølgende blevet omtalt i flere medier og har skabt stor debat - også blandt flere kendte skikkelser, hvoraf flere er gået til tasterne på de sociale medier.
En af dem er skuespiller Vicki Berlin, som selv var til stede til prisoverrækkelsen. I et opslag på Facebook langer hun kraftigt ud efter Anders Lund Madsen og hans opførsel til TV Prisen.
Sender heftig stikpille til kendt tv-vært
'Nu var jeg så i salen og hørte Natasjas modige kommentar. Jeg stod op og klappede. Det var et særligt moment. Nu skriver EB så, at Anders Lund Madsen sagde undskyld. Det vil jeg så ikke kalde det. Jo, ordet undskyld indgik da i de ord der efterfølgende væltede ud af munden på ham. Men som så mange andre mænd, kan hans stolthed åbenbart ikke tåle en ærlig og uforbeholden undskyldning, når man har dummet sig,' skriver hun og fortsætter:
'Han fjollede sig ud af det og latterliggjorde situationen, hvilket fik ham til at fremstå som et utrolig lille menneske. En situation jeg selv har stået i mange gange, når man siger fra overfor mænds tilnærmelser - så er der en latterliggørelse i vente. Trist - han kunne have kommet ud af det på en stor måde og vist at branchen og ham selv er blevet klogere. I stedet blev han bare sølle. Stort tillykke til Natasja - med det hele,' skriver hun videre.
Det var ikke en undskyldning
Til Ekstra Bladet uddyber Vicki Berlin, hvordan hun oplevede episoden.
- Det kan godt være, at ordet undskyld kom ud af Anders Lund Madsens mund. Men jeg opfattede det ikke som en undskyldning. Det er ikke en undskyldning, når man står og latterliggør det bagefter ved at joke med det. Natasja var hverken ubehagelig eller nedværdigende på nogen måde, siger hun og fortsætter:
- Anders Lund Madsen skulle have sagt undskyld og taget det ind og være ærlig, for i den der situation blev han pludselig et meget lille menneske. Man bliver kun større af at sige undskyld. Vi har alle begået fejl og kommer også til at gøre det.
- Hvorfor synes du, det er en vigtig debat at tage?
- Jeg synes, det er en rigtig vigtig debat at tage. Vi kvinder er ikke bare sippede. Det er et reelt problem, som stikker meget dybere, og som mange mænd ikke kan se eller ikke forstår. Derfor er det også vigtigt, at en moden og smuk kvinde som Natasja kan stille sig op og sige, at det ikke er okay. Hvor meget pudder hun har på, har ingen betydning i forhold til hendes kompetencer, og det er det, der gør det skævt. For så snart vi er kvinder, skal vi fokusere på, hvordan vores bryster ser ud, om vi har det rigtige tøj på. Det er vildt irriterende, for det har intet med vores kompetencer at gøre.
- Har du selv været ude for sådan nogle oplevelser?
- Jeg tror ikke, der er mange kvinder, der kan sige, at de ikke har været udsat for en metoo-oplevelser. Jeg har selv haft grelle eksempler, hvor jeg ikke ville sige fra, og derfor er det også vigtigt, at mænd begynder at sætte sig ind i de her magtsituationer, som eksisterer mellem mænd og kvinder, og hvor man hverken kan gøre fra eller til. Mænd tror ofte ikke på alvoren af det, eller også ved de ikke, at det sker, men det er meget dybere end, at man bare føler sig krænket, og mange mænd tror ikke, at andre mænd kan være så grove og modbydelige, men det kan de, siger hun og fortsætter:
- Det handler om, at der uretfærdigt meget bliver fokuseret på udseende frem for kompetence. Natasja sagde det på en rigtig fin måde. Hun sagde, at det i vores tid er vigtigt at huske på, at sådan noget ikke er okay. Man kan jo også se, at det her skete for Natasja, da hun var 24 år. Men det sidder stadig i hende. Det lagrer sig, og så har hun måske siden tænkt ekstra meget over, hvordan hun ser ud, og om hun har for meget pudder på.
- Hvorfor vælger du at blande dig i debatten?
- Jeg bliver træt, når mænd ikke tager den ind, og i tilfældet med Anders Lund Madsen bliver det latterliggjort. Han havde kunnet vinde den situation ved at sige, at det er forkert, og komme med en ordentlig undskyldning. I stedet føler han sig såret på sin stolthed og joker med det, siger hun og fortsætter:
- Det var ikke tiden til det. Som god vært handler det om, at man ved, hvornår man joker, og hvornår man ikke gør det. Jeg må indrømme, at jeg var træt af ham bagefter, og ved mit bord rystede vi på hovedet. Han kom til at virke som et utroligt sølle og lille menneske. Det ødelagde stemningen. En vært skal man være tryg ved, men efter den situation vendte det hele.