Vil bryde køretabu: - Tredje gang var lykkens gang

Michael Harders, der er kendt for at medvirke i tv-programmet 'Gift ved første blik', har efter to dumpede prøver endelig erhvervet sig sit kørekort

Michael og Kathrine har for nylig købt hus i Odder, hvor Michael også efter tre forsøg bestod sin køreprøve. Foto: Privatfoto
Michael og Kathrine har for nylig købt hus i Odder, hvor Michael også efter tre forsøg bestod sin køreprøve. Foto: Privatfoto

Så skete det endelig. Michael Harders, der er kendt fra DR-successen 'Gift ved første blik', har efter otte måneders kamp fået sit kørekort i hus.

Det fortæller han sine følgere i et opslag på Instagram.

Da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen, er han da også lykkelig.

- Jeg er da vildt glad for, at jeg endelig fik det, fortæller den glade bilist og fortsætter:

- Og det er helt okay ikke at bestå på første forsøg. Tredje gang var lykkens gang for mig.

Overså busbane
Første prøve, Michael Harders dumpede, var tilbage i starten af december. Da havde han lige overset en busbane.

- Ja, det er jo, hvad der sker. Og den sagkyndige klodsede bare bremsen i. Han mente, det var farligt. Så der røg den chance, siger han.

Og det var her, ventetiden var imod Harders. For på grund af coronanedlukningen gik der over fem måneder, før han atter kunne sidde bag rettet.

Det var for to uger siden, og her gik det også galt.

- Vi kører faktisk ind i samme kvarter som ved første køreprøve. Og jeg må indrømme, at det gav mig nerver på. Her kommer jeg til at overtænke situationen og skifter over en fuldt optrukket linje for at køre ligeud, selvom jeg var i en højresvingbane.

Og mere skulle der ikke til, før endnu en dumpning var på kontoen.

Michael og Kathrine blev gift i DR-programmet 'Gift ved første blik' på DR1 i 2018 og har været sammen siden. Foto: Marianne Overaa/DR
Michael og Kathrine blev gift i DR-programmet 'Gift ved første blik' på DR1 i 2018 og har været sammen siden. Foto: Marianne Overaa/DR

Tredje gang var kørekortets gang
Men forleden skulle det vise sig at være den heldige tur. Her kørte den nu erfarne køreprøvebilist også i et lidt andet nabolag.

- Kathrine og jeg har jo lige købt hus ved Odder. Og det var også her, jeg kørte rundt til min sidste prøve. Og der fik jeg sgu kortet, fortæller den nu lovlige bilist.

Kørekortet blev fejret med en drive-in-tur på en McDonalds i Aarhus. Her blev der bestilt cheesebrugers - uden buler.

Og faktisk er Michael Harders ikke den eneste i familien, der har prøvet at dumpe i køreeksamen. Også Kathrine skulle op en ekstra gang, da hun tog sit kort for over ti år siden.

- Er det trygt at køre med dig, nu hvor du er dumpet flere gange?

- Man kan sagtens blive en skide dygtig bilist, bare fordi man ikke består prøven i første hug. Jeg har været med til at nedbryde et tabu, siger han med et grin.