Restauratør Umut Sakarya jubler over, at der nu er udsigt til at byde gæster velkommen på Guldkroen og Guldgrillen.
Umut Sakarya håber på at kunne gøre det lettere for sine gæster at besøge hans restauranter, når de fra 21. april må åbne for udendørsservering.
Men det kræver et coronapas før, at gæsterne kan sætte sig godt til rette, og det vil Umut Sakarya hjælpe med.
- Coronapas bliver nok en ting, selvom folk er imod det. Jeg er ved at undersøge, om jeg kan uddanne mit personale, så de kan udføre coronatest. Man behøver ikke have en sundhedsfagligudannelse. Derfor vil jeg undersøge om det er muligt, at tjenerne kan gøre det. Det vil være lettere, siger Umut Skaraya, der frygter et kaos når det hele åbner op.
- De har allerede gjort det i mange brancher. Vi vil gerne gøre det lettere for vores gæster, hvis de har glemt at få taget en test. Vi vil gerne servicere gæsterne så meget som muligt, siger Umut Sakaraya til Ekstra Bladet.
Mangler siddepladser
Umut Sakaryas restauranter, der begge er placeret i København, får dog svært ved at tilbyde mange gæster en siddeplads så længe serveringen foregår udenfor.
De har nemlig ikke meget plads at gøre godt med.
- Det kunne være dejligt, hvis restauranter kunne inddrage parkeringspladser til udendørsservering i en given periode. Det er jeg ved at snakke med kommunen om. Vi må omstille os og gøre det, det kræver. Det er langt bedre end at holde lukket, siger Umut Sakarya til Ekstra Bladet.
Og selvom han ønsker at åbne hurtigst muligt op, mangler han stadig at trykke på lommeregneren.
- Jeg vil meget gerne holde åbent, og hvis jeg kan kombinere Takeaway med udendørsservering vil det være godt. Der er få restauranter, der har stor kapacitet til udendørsservering. Vi har heller ikke noget overdækket areal, og det regner jo tit. Jeg skal regne på, om det giver meningen, inden jeg siger noget, fortæller Umut Sakarya.