Det var en smaskforelsket Olivia Salo, der for omtrent en måned siden til Reality Awards kunne fortælle, at hun og hendes kæreste havde det fantastisk.
Først nu har den kommende vært på 'Paradise Hotel' dog valgt at vise sin hidtil hemmelige udkårne frem.
Det gjorde hun forleden i et opslag på Instagram, hvor hun har delt et billede af sig selv og kæresten.
'MIN MIN MIIIIIIIIIIN,' skriver hun ganske kortfattet til billedet af de to.
Nu deler hun ligeledes navnet på sin udkårne. Han hedder Sebastian og er 30 år gammel. På sin Instagram-konto skriver han, at han arbejder i tv-branchen som rekvisitør, og det fremgår af flere opslag på profilen, at han ligeledes har været med i Mexico under optagelserne til 'Paradise Hotel'.
Vil beskytte privatlivet
Til Ekstra Bladet har hun tidligere fortalt, at hemmeligholdelsen handler om, at hun gerne vil beskytte sit privatliv.
- Det går fantastisk med min kæreste og mig. Vi er stadig kærester, men jeg holder ham stadig for mig selv. Jeg har holdt ham hemmeligt i lang tid nu.
- Jeg vil gerne værne om mit privatliv. Jeg har brændt nallerne før ved at gå offentligt ud med det for tidligt, så det gør jeg ikke denne gang, lød det fra Olivia Salo til Reality Awards.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Olivia Salo, men det har i skrivende stund ikke været muligt.
Der var godt gang i den til Reality Awards, hvor der foruden prisuddeling var både slåskamp og drama. Du kan se hele showet eksklusivt lige her hos Ekstra Bladet.