Advarer mod ny børnefilm: 'Iskold kalkule'

Kæmpesuccesen 'Frost' har i sagens natur fået en efterfølger, som desværre er præget af hjerteløs kalkule og gustent overlæg

Ekstra Bladets anmelder er ikke begejstret for opfølgeren til 'Frost', som du kan få en smagsprøve på her.

'Frost 2'. Instr.: Chris Buck & Jennifer Lee. 103 min. Premiere 25. december i biografer landet over.

Se også: Velhavere får tilbudt premierefilm derhjemme - men det koster 17.000 kr. pr. film

'Frost', der havde premiere i 2013, blev den mest indbringende animationsfilm nogensinde - i USA indtjente på den ganske pæne side af en milliard dollars og herhjemme solgte den ikke færre end 563.161 billetter. To Oscars blev det såmænd også til. Og hvad der så siden er tjent på merchandise - fra tandbørster til sengetæpper - tør jeg slet ikke tænke på.

Så det var ikke så meget et spørgsmål, om der kom en toer, men hvornår den kom. Og den største gåde er vel egentlig, hvorfor der skulle gå hele seks år. Det er i hvert fald ikke kreativ tænkning, som tiden er gået med. Hvad vi får, er grundlæggende mere af det samme.

H.C. Andersens 'Snedronningen' nævnes igen som inspiration, men det skal man nu kigge meget godt efter for at få øje på. Det er vist mest for at tilføje lidt kunstnerisk validitet. Der er snarere tale om ret uopfindsomt genbrug af diverse eventyrskabeloner, der lige som sangene (igen skrevet af Robert Lopez og Kristen Anderson-Lopez) nærmest virker maskinelle i deres forsøg på at opnå maksimum effekt ved minimal indsats.

Vi befinder os nogle år efter, etteren sluttede. Dronning Elsa og ikke mindst hendes magiske evner er blevet accepteret af folket, men der er alligevel noget, der bliver ved med at plage hende i form af en mystisk stemme. Så hun ender med at drage mod den fortryllede skov i selskab med søsteren Anna, dennes kejtede men godhjertede bejler Kristoffer, rensdyret Sven og snemanden Olaf. Altså samme hold som sidst.

Daisy Ridley har igen en helt central rolle som Resy - den sidste jedi trænet af Luke Skywalker. Foto: Disney Filmanmeldelser Den sidste 'Star Wars': Her er dommen

Her støder de både på familiehemmeligheder, diverse udfordringer, oprindelige folk, mystiske kæmper og meget mere, der skal sætte dem alle på en prøve eller tre og få dem til at vokse i processen. Og mon ikke det ender lykkeligt? Ja, jeg siger ikke noget. Alt sammen lige efter bogen, men desværre heller ikke mere.

Hverken i historien - der igen på en og samme tid er både utrolig banal og unødigt kompliceret - eller i sangene er der blot den mindste ansats til det originale eller det overraskende. Men selve udformningen fejler intet. Animationen er flot og det hele flyder sømløst derudaf uden den mindste modhage.

Rigtig spændende, gribende, uhyggeligt, sjovt eller tankevækkende bliver det dog aldrig. Persongalleriet er heller ikke synderlig interessant. Og så kan det hele jo ligesom være lige meget.

Se også: Disney vil have en snak med Scorsese oven på udfald mod superheltefilm

Der er ingen tvivl om, at fans af universet (primært piger i otte-ti-års alderen) vil få præcis, hvad de forventer. Hverken mere eller mindre. Som lidt mere passiv betragter lugter det hele dog af iskold kalkule blottet for oprigtighed eller nysgerrighed. For slet ikke at tale om hjerte. Men ok, så bliver det også jul for Disneys aktionærer.

Man kan allerede se treeren ligge klar på regnearkene.

Danske stemmer: Kristine Yde Henriksen, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Martin Brygmann, Tina Dickow m.fl.   

26 kommentarer
Vis kommentarer