Anmeldelse: Bar røv og nazi-uniformer

Ulrich Seidls vellykkede dokumentar udforsker østrigernes hemmelige liv

Se trailer til 'I kælderen'

 
I kælderen. Instr.: Ulrich Seidl. Premiere d. 8. april i 50 biografer

Der er to ting, der popper op i bevidstheden i mødet med den østrigske filmmager Ulrich Seidls groteske og underfundige dokumentar ’I kælderen’.

For det første kom jeg allerede i åbningssekvensen til at tænke på den skrækindjagende Josef Fritzl-sag. Manden, der gemte sin egen datter i en kælder i 24 år og fik flere børn sammen med hende.  For det andet sneg psykoanalytikeren Sigmunds Freuds teorier om det ubevidste sig listigt ind. Her opererer man ofte med kælderen som et billede på det menneskelige sinds fortrængninger af forbudte seksuelle lyster og skæve tilbøjeligheder.

Se hvad der foregår i kælderen

'I kælderen' præsenterer filminstruktøren os for et stort galleri af ansigter og et væld af små situationer. Nogle personer får en pæn portion taletid. Andre står kun foran kameraet i et par sekunder. Nogle udlever et uhyggeligt dobbeltliv. Andre er blot helt vilde med deres enorme togbane eller ekstravagante mini-bar.

Nazisten og masochisten
Seidl trækker de mest bizarre eksistenser frem i lyset. Den aldrende dame, der leger med menneskelignende dukker. Hornblæseren, som har indrettet et hyggerum med nazi-uniformer og store oliemalerier af sin helt Hitler. Masochisten, hvis forhold til kælderen er et rum lig med frihed, hvor ’jeg endelig kan være mig selv’ – og fri for samfundets anklagende, bornerte øjne.

Både de korte og lange klip blandes her på interessant vis. I sin form svinger filmen frem og tilbage mellem den rene dokumentariske form, hvor kældermenneskerne taler for åben mikrofon for dernæst at slå over i flotte koreograferede, iscenesatte sekvenser. En vekselvirkning, der fungerer upåklageligt og som fastholdt min opmærksomhed hele vejen.

Enkelte steder virker situationerne voldsomt foruroligende, nærmest sygelige. Andre sekvenser er så komiske, at smilebåndet trækkes helt om i nakken. Ikke på noget tidspunkt virker det dog som om, Seidls ærinde er at latterliggøre sine landsmænds aparte aktiviteter i underetagen. Heller ikke når det gælder tyksakken, der pirres af at slikke et toiletsæde rent med tungen!

Personligt kommer jeg nok ikke lige foreløbigt til at slentre ned i cykelkælderen der hjemme, uden at en række mærkværdige billeder fra Seidls seværdige dokumentar popper op på nethinden.

I kælderen. Instr.: Ulrich Seidl. Dokumentar. 81 min. Premiere d. 8. april i 50 biografer landet over