Verden er i hastig forandring, men der er dog visse konstanter, hvoraf den tilsyneladende ustoppelige saga om James Bond alias Agent 007 er en af de mest sikre. Ja, forgængeren 'Skyfall' (2012) var ud over at være en af de absolut bedre Bond-film også den hidtil mest indtjenende af de nu i alt 24 i den officielle del af serien.
Se billederne: De kendte til Bond-galla
'Skyfall' tilføjede ovenikøbet endnu en række psykologiske dimensioner til den Bond-karakter, som Daniel Craig siden 'Casino Royale' fra 2006 har tilføjet en klædelig kant og tyngde, og selv om han nok aldrig helt opnår Sean Connerys ikoniske status, så er han den måske mest interessante inkarnation af Bond-figuren nogen sinde.
Skizofren sag
'Spectre' har med andre ord noget at leve op til, ikke mindst da den, som titlen indikerer, også genopliver forbrydersyndikatet Spectre, som vi i film-sammenhæng første gang stødte på i 'Dr. No' fra 1962 og sidst hørte noget til i 'Diamonds Are Forever' i 1971.
'Spectre' er i det hele taget en noget skizofren sag, der både vil arbejde videre med det hårdkogte nybrud i universet, som Craig initierede, og samtidig på nostalgisk vis arbejder med en masse indforståede referencer til Bond-mytologien - ikke mindst et katapultsæde og en langhåret hvid kat. Så siger jeg ikke mere...
Primære skurk
Og så er en Bond-film jo aldrig bedre end dens primære skurk. Og selv om han gør, hvad han kan (og plejer), så er Christoph Waltz' Frank Oberhauser altså ikke nær så interessant eller sinister som Javier Bardems Silva i forgængeren. Hans karakter virker sært underskrevet og umotiveret.
Og når vi nu er ved det, så forekommer det også noget besynderligt, at man hyrer guddommelige Monica Bellucci og så bruger hende til så lidt. Vores egen Jesper Christensen er trods den massive omtale i de danske medier også blot med i en enkelt scene. Som til gengæld er både god og central.
Ralph Fiennes er heller ikke helt overbevisende som den nye M, efter altid fremragende Judi Dench måtte lade livet i forrige ombæring.
Glæde sig
Der er dog også flere ting at glæde sig over her. Sam Mendes gentager fermt instruktørrollen fra 'Skyfall', selv om han ikke fuldstændig formår at dække over, at de hele fire manuskriptforfattere simpelt hen ikke har skrevet en lige så god historie denne gang.
Heller ikke selv om de mange actionsekvenser selvfølgelig er i spektakulær spitzenklasse (det forventer man ligesom), og de mange geografiske lokaliteter fra Rom over London til Tanger lige så selvfølgeligt er pompøst pittoreske.
Det starter ellers excellent med det indledende optrin under De Dødes Dag i Mexico City, hvis hektiske helikoptertur over de kranieklædte menneskemasser øjeblikkeligt etablerer sig som en af de klassiske åbningssekvenser i Bond-serien.
Stemningsfuld
Det går i det hele taget meget godt i den første times tid, som er både stemningsfuld og spændende, men derefter taber 'Spectre' både pust og retning, hvad nok så mange biljagter og eksplosioner altså ikke kan rette op på.
'Spectre' leverer med andre ord Bond-varen, hverken mere eller mindre, og hvis dette bliver Craigs svanesang som smokingklædt dræber (hvilket meget tyder på), har han såmænd intet at skamme sig over.
Men magien og vitaliteten fra 'Casino Royale' og 'Skyfall' indfinder sig aldrig rigtig her i fjerde forsøg, som kvalitetsmæssigt snarere lægger sig i slipstrømmen på mellemspillet 'Quantum of Solace'. Men 146 minutters spilletid er altså lige at strække den en anelse. Og så er Sam Smiths titelsang en af de svageste af slagsen nogen sinde.
Spectre Instr.: Sam Mendes Medv.: Daniel Craig, Christoph Waltz, Léa Seydoux, Jesper Christensen m. fl. 146 min. Premiere fredag i 120 biografer.
