Året er 1971. Den nyuddannede soldat Gary (Jack O’Connell) og hans deling sendes uden varsel pludselig til Belfast, hvor de skal assistere det lokale politi mod de stedse mere radikaliserede kræfter i IRA.
Ved den allerførste aktion havner Gary alene bag fjendens linjer – det vil sige i den katolske del af byen, og bliver snart mål for en heftig menneskejagt i det nedslidte boligkvarterer, hvor alle er potentielle fjender.
Knivskarp
'Bag fjendens linjer' er ikke noget entydigt partsindlæg i konflikten, men er til gengæld knivskarp i sin beskrivelse af den forråelse og skrupelløshed, der hersker på begge sider i konflikten (hvor grænserne ofte er enten hårfine eller ikke-eksisterende) samt den paranoia, der gennemsyrer alt og alle, fra soldaten der bliver jaget over de unge mænd, der jagter ham til de mere eller mindre uskyldige lokale beboere.
Både spændende som en thriller og tankevækkende som en beskrivelse af, hvad (borger)krig gør ved folk, skruet eminent sammen af debutanten Yann Demange, velspillet på alle pladser og filmet med nærmest dokumentarisk nøjagtighed.
Med andre ord en fremragende film, der skriver sig durk ind i den allerede fornemme tradition af film med et lignende udgangspunkt (om end med andre synsvinkler) som Neil Jordans 'The Crying Game' (1992), Jim Sheridans 'In the Name of the Father' (1993), Paul Greengrass' 'Bloody Sunday' (2002) og Steve McQueens øHunger' (2008).
'Bag fjendens linjer'. Instr.: Yann Demange. Medv.: Jack O’Connell, Paul Anderson, Sean Harris, Charlie Murphy m.fl. 100 min. Premiere i 17 biografer