Anmeldelse: En superhelt med komplekser

'Birdman' understreger mexicaneren Iñárritus position som en af tidens mest bemærkelsesværdige instruktører

'Birdman' har modtaget hele ni Oscar-nomineringer, bl.a. for bedste mandlige hovedrolle til Michael Keaton. (Foto: SF-Film)
'Birdman' har modtaget hele ni Oscar-nomineringer, bl.a. for bedste mandlige hovedrolle til Michael Keaton. (Foto: SF-Film)
Følg Underholdning

 

Birdman. Instr.: Alejandro González Iñárritu. Premiere d. 22. januar 2015

Mexicanske Alejandro González Iñárritus 'Birdman' lander med hel ni Oscar-nomineringer i bagagen, blandt andet i de helt tunge kategorier som bedste film, bedste instruktør, bedste mandlige hovedrolle og bedste manuskript.

Det skyldes ikke kun, at 'Birdman' er en fremragende film (for det er det), men også, at det er en film, der – selv om den foregår på Broadway – i høj grad handler om Hollywoods egen verden.

Og den slags kan de – som de fleste andre – godt lide.

Efter storslåede flettefilm som '21 Grams' (2003) og 'Babel' (2006) og et blik bag facaden i Barcelona med 'Biutiful' (2010), udspiller 'Birdman' sig udelukkende i og omkring et lille teater, hvor den tidligere filmstjerne Riggan (Michael Keaton) forsøger at realisere sine kunstneriske ambitioner (og ditto forfængelighed) ved at dramatisere Raymond Carvers novelle 'Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed'.

Han får undervejs 'hjælp' af sin spydige, netop afvænnede datter (Emma Stone), sin muligvis gravide kæreste (Andrea Riseborough) og den koleriske og selvoptagede kollega Mike (Edward Norton), der tager begrebet method acting meget bogstaveligt.

Indre dialog
Og hele tiden har han en indre dialog kørende med sit alter ego, superhelten Birdman,der mener, at han skal droppe det der elitære teaterpjat og i stedet lave den 'Birdman 4', som hans fans har ventet på i snart 20 år.

'Birdman' er på den ene side et stramt kammerspil med lange, blærede skud fra teaterkulissen af fotografen Emmanuel Lubezki, tilsat sylespidse dialoger og blændende skuespil hele vejen rundt.

Samtidig rummer den et surrealistisk lag, hvor Riggan både kan svæve og besidder telekinetiske evner – og lige pludselig buldrer det derudad med eksplosioner og metalmonstre. Og søreme om der ikke også lige bliver plads til en diagnosticering af eksempelvis anmelderens og de sociale mediers rolle i det kunstneriske menageri.

Visuelt overraskende
'Birdman' formår på den ene side at være en ekstremt stram og fokuseret sædeskildring, som en slags Woody Allen på turbo, og samtidig være vildt fabulerende og visuelt overraskende.

Og så får den jo tilmed et ekstra meta-plan oven i de øvrige i kraft af, at Riggan spilles af Michael Keaton, der her får sit helt store kunstneriske comeback efter gennembruddet som Batman i Tim Burtons i sin tid to skelsættende filmatiseringer fra 1989 og 1992.

Hvis man skal sammenligne 'Birdman' med noget må det være åndsbeslægtede værker som Fellinis '8 ½' eller Bob Fosses 'All That Jazz', men den er først og fremmest helt sin egen og befæster Iñárritus position som en af tidens mest interessante instruktører.

Alene detaljen med den fremtrædende brug af jazztrommeslageren Antonio Sanchez, der giver filmen sin helt egen svingende puls, er en genistreg. Dem er der nogle stykker af her.

Birdman. Instr.: Alejandro González Iñárritu. Medv.: Michael Keaton, Emma Stone, Naomi Watts, Edward Norton m.fl. 119 min. Premiere i 40 biografer landet over

Mere fra Ekstra Bladet+

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Lad os hermed rose de radikale