Anmeldelse: Klaustrofobisk krigsdrama

'Under sandet' er et godt bud på årets bedste danske film

Anmeldelse: Klaustrofobisk krigsdrama

Se traileren til 'Under sandet'

 

Under sandet. Instr.: Martin Zandvliet. Premiere d. 3. december 2015 i hele landet

Lad det være sagt med det samme: 'Under sandet' er en fremragende film. Og det er den af mange årsager. Ikke mindst fordi den fortæller mig en vigtig historie fra den virkelige verden, som jeg aldrig havde hørt før. Men selvfølgelig først og fremmest, fordi den fortæller den godt.

Nu er besættelsestiden jo ikke ligefrem noget underbelyst emne, men historien om de 2.000 tyske soldater (mange af dem purunge knægte), der i månederne efter befrielsen blev beordret til at fjerne landminerne på de vestjyske strande, hvilket resulterede i at omkring halvdelen af dem blev enten dræbt eller lemlæstede, er – måske forståeligt nok – ikke en af dem vi råber højest om.

Roland Møllers vilde stunt-slagsmål

Indebrændt
Det er faktisk kun historikeren Helge Hagemann, der i sin bog 'Under tvang' fra 1998 har beskrevet forløbet, og den bog er udgangspunktet for Martin Zandvliets ellers fiktive historie (han står for både manuskript og instruktion).

Vi følger den tvetydige, indebrændte danske sergent Carl Leopold Rasmussen (en helt igennem eminent Roland Møller i sin første hovedrolle), der får til opgave at lede en flok unge soldater gennem minerydningen. Det viser sig hurtigt, at tyskernes minekort er mildest talt mangelfulde, og så er der jo ikke andet at gøre end at lægge sig på alle fire i sandet og kravlende prøve sig frem.

Hjemløs dansk skuespiller med gigant-succes

Skræmmende
Zandvliet fanger på decideret skræmmende facon den klaustrofobiske angst, som de udsultede drenge/unge mænd arbejder under, og man venter hele tiden anspændt på det næste brag, der får legemesdelene til at flyve gennem luften. Det er filmhåndværk af høj, høj klasse.

Han beskriver også med stor troværdighed tyskernes afmagt og danskernes opsparede had – både hos lokalbefolkningen og blandt de danske militærfolk. Vi kan vist godt røbe, at den danske hær ikke just indtager nogen flatterende position. Især Mikkel Boe Følsgaards befalingsmand fremstår som en led, ufølsom satan.

Barsk børste
Møllers Carl er også indledningsvis en barsk børste, men hans daglige omgang med tyskerne bløder ham langsomt op uden at han dog ligefrem bliver nogen spejderdreng. Vi har hele tiden på fornemmelsen, at han har sine egne ting at slås med, uden at det bliver nærmere defineret.

En svær rolle, som Møller klarer med bravur og lur mig, om vi ikke kommer til at se meget mere til ham fremover. Naturtalenter er trods alt ikke hverdagskost.

Zandvliet har med tre virkelig gode – og væsensforskellige – film på stribe, 'Applaus', 'Dirch' og nu 'Under sandet', markeret sig som en af landets væsentligste manuskriptforfattere og instruktører. Og 'Under sandet' er et godt bud på årets bedste danske film.

Storspil af Paprika Steen i 'Applaus'

Under sandet. Instr.: Martin Zandvliet. Medv.: Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard, Louis Hoffmann, Leon Sidel m.fl. 100 min. Premiere i dag landet over