Anmeldelse: Action for børn

Spansk animationsfilm for børn og barnlige sjæle afvikles i et hæsblæsende tempo

Eventyret om Tad Jones er fortalt i et højt tempo, hvilket gør, at det til tider er en kende svært at følge med. (Foto: Angel Films)
Eventyret om Tad Jones er fortalt i et højt tempo, hvilket gør, at det til tider er en kende svært at følge med. (Foto: Angel Films)

'Tad Jones - Den fortabte eventyrer'. Instr.: Enrique Gato. Danske stemmer: Robert Hansen, Sara Poulsen, Mads Knarreborg m.fl. 92 min. Premiere d. 9. januar i 32 biografer

’Tad Jones – den fortabte eventyrer’ fortæller historien om jord- og betonarbejderen Tad fra Chicago, der dagdrømmer om finde sjældne skatte fra fortidens gemmer. Målet er ikke rigdom, men en anerkendelse af hans miskendte evner som arkæolog – ikke mindst fra hans gamle ven, professor Lavrof.

Snart befinder Tad sig i Peru sammen med Lavrofs smukke datter på jagt efter en forsvunden by med horder af onde skurke efter sig – og herefter går det over stok og sten.

Der er ingen tvivl om, at Steven Spielbergs fire film om Indiana Jones har inspireret dette eventyr i forhold til både plot og figurer. ’Tad Jones’ er spækket med fejende flotte action-sekvenser – og vor nørdede helt er et nogenlunde morsomt bekendtskab.

Det er dog ingen gevinst for fortællingen, at den afvikles i et susende højt tempo fra start til slut, hvilket i ny og næ vil skabe unødvendig forvirring hos både store og små.