Benjamín Ávilas semi-biografiske ’Jeg hedder Ernesto’ foregår i Argentina i 1979. Militærjuntaen regerede igen landet med hård hånd, men efter nogle års eksil i bl.a. Cuba vender Juans forældre hjem igen for at bekæmpe regeringen.

De arbejder selvfølgelig under dækidentiteter, og sønnen Juan får navnet Ernesto (indlevende spillet af Teo Moreno) – opkaldt efter familieidolet Che Guevara. ’Jeg hedder Ernesto’ forsøger ganske overbevisende at beskrive den spændte situation set med den 11-årige Juan/Ernestos øjne, hvor den på en gang er en klassisk coming-of-age film om en ung knægts problemer med piger, skole og selvværd, men samtidig får en ekstra og helt anden dimension i kraft af forældrenes hemmelighedskræmmeri, dobbeltliv og paranoia, som de bestemt ikke forsøger at skærme deres søn fra.

Nærvær
Hvilket bl.a. resulterer i rørende scener som den, hvor Juan/Ernesto skal fejre sin ’falske’ fødselsdag sammen med klassekammeraterne, eller når han igen må gemme sig i garagen med sin spæde lillebror. Den manglende distance til stoffet er på en gang filmens styrke og svaghed. Det skaber nærvær, men samtidig kunne man måske godt have ønsket sig en flig af den voksne instruktørs refleksioner over sin forældres rolle. Egoistiske revolutionsromantikere eller regulære frihedskæmpere? Eller måske noget midt imellem?

De tegnede actionsekvenser er ligeledes flotte, men også en anelse distraherende. Men det er nok også et spørgsmål om økonomi.

Forbeholdene til trods en klart anbefalelsesværdig sag om et væsentligt kapitel i den nyere verdenshistorie.