Se filmens intense trailer herover artiklen
____________________________________

Det er ikke bare slutningen på ’Gravity’, der nærmest er mirakuløs. Filmen i sig selv er også et lille mirakel. Det er ganske enkelt nogle af de mest svimlende billeder fra det ydre rum vi har set på denne side af Kubricks ’Rumrejsen år 2001’, og hvis man nogensinde har tvivlet på om 3D-effekterne havde noget reelt nyt at tilføre filmmediet, så fejer den mexicanskfødte instruktør Alfonso Cuarón ethvert forbehold af banen her. ’Gravity’ er rent håndværksmæssigt noget af det mest imponerende jeg har set i biografen meget, meget længe – lydsiden er også helt sublim – og her giver det gamle slogan ’film skal ses i biografen’ for alvor mening. Gerne i en stor sal med den nyeste teknologi.

Men samtidig med at ’Gravity’ viser os himmelhvælvet på så overbevisende facon, at det simpelthen er som at svæve derude selv, så er det også en stram, nærmest klaustrofobisk fortælling – med manuskript af Cuarón og hans ældste søn Jonás Cuarón – hvor der kun optræder to personer. Og i lange perioder af filmen kun en enkelt.

Oscar-nominering
De to spilles af George Clooney og Sandra Bullock, og hvis sidstnævntes indsats ikke indbringer hende en Oscar-nominering, så er komiteen både døve og blinde.

Vi befinder os 600 kilometer fra jordens overflade, hvor den traumatiserede ingeniør Dr. Ryan Stone (Bullock) er på sin førte mission i rummet for at reparere noget ved Hubble-teleskopet. Hun har selskab af astronauten Matt Kowalsky (Clooney), der er kæk som en legemliggjort Buzz Lightyear.

Men pludselig rammes de af en byge af vragdele fra en havareret satellit – deres rumfærge ødelægges og de mister al kontakt til Houston. Så er der pludselig meget langt hjem, når man svæver rundt derude i en rumdragt med en begrænset mængde ilt.

Visuelt pragtværk
’Gravity’ er ud over at være et visuelt pragtværk helt elementært spændende fra start til slut. Bogstavelig talt. Man opdager pludselig efter filmen, at man har siddet og spændt i kroppen i samtlige 90 minutter. ’Gravity’ er simpelthen også en fysisk oplevelse – en af den slags film man lige skal ryste af sig, når man forlader mørket. Men hvis billeder bliver siddende i en for altid.

Jeg tvivler på, at vi kommer til at se noget på en gang mere originalt og basalt underholdende i biografen i år.