Anmeldelse: Dæmoner i New York

Chokeffekter og politidrama blandes udmærket i ’Deliver Us from Evil’

Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. En
bøn, der ikke just bliver taget til efterretning
af Vor Herre for alle personerne i gyserdramaet
’Deliver Us from Evil'. (Foto: UIP)
Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. En bøn, der ikke just bliver taget til efterretning af Vor Herre for alle personerne i gyserdramaet ’Deliver Us from Evil'. (Foto: UIP)

 
Deliver Us from Evil. Instr.: Scott Derrickson. Medv.: Eric Bana, Edgar Ramirez, Olivia Munn, Joel McHale m.fl. 118 min. Premiere i 42 biografer

Den amerikanske instruktør Scott Derrickson har op til flere film i sit bagkatalog, der tematisk omhandler paranormale aktiviteter og dæmonbesættelser, bl.a. ’The Exorcism of Emily Rose’ fra 2005 og ’Sinister’ fra 2012.

Med ’Deliver Us from Evil’ har han ladet sig inspirere af politimanden Ralph Sarchies erindringsbog ’Beware the Night’, der udkom i 2001. Heri beskriver denne indgående sine oplevelser med det overnaturlige og okkulte i forbindelse med opklaringen af en række foruroligende mordsager i bydelen Bronx.

Ole Bornedals gyser er middelgod

Filmen åbner således med et ’Baseret på virkelige hændelser’, hvilket nok lige skal tages med et gran helligt vievand.

I sine indledende sekvenser har fortællingen fokus på tre amerikanske soldater i Irak, som lidt tilfældigt ender i en gammel, underjordisk grotte og vækker ’det onde’ til live.

Tre år senere tager historien så sin egentlige begyndelse, og vi følger Sarchie (Eric Bana) og hans makker Butler (Joel McHale), da et par mystiske hændelser indfinder sig og ikke overraskende trækker tråde til de nu hjemvendte soldaters tilstedeværelse i byen.

Det okkulte vanvid
’Deliver Us from Evil’ har naturligvis en intention om at få os til at hoppe i sædet af skræk i ny og næ, hvilket også lykkes ganske godt; men i sin dramaturgi fungerer den også som et udmærket, gennemarbejdet politidrama.

Krimigåder skal løses, Sarchie forfølger løse spor i sin jagt på at få vanviddet til at stoppe – og når tampen brænder, er dæmonen ikke bleg for at lege en forstyrrende omgang kispus med Sarchies lille datter.

Snart plages vor helt af både syns- og høreforstyrrelser og må søge hjælp fra de højere magter i form af eksorcisten Fader Joe Mendoza (Edgar Ramirez).

Inkarnerede fans af gysergenren vil muligvis savne lidt flere bloddryppende og skrækindjagende scener frem for det ’X-files’-lignende univers, hvor efterforskningen er første prioritet, så det knager dybt inde i skallen på hovedpersonen. Men for det publikum, der tørster efter et politidrama tilsat en ordentlig skvat paranormalt og uhyggeligt hurlumhej, bør forventningerne blive indfriet her.