Animationsfilmen 'Trolls' har allerede fået en del omtale herhjemme, da filmens karakterer er baseret på nordjyden Thomas Dams små langhårede troldefigurer af plastik, der første gang så dagens lys i 1958 og i flere omgange opnåede stor popularitet verden over.
De senere år har vi ikke set meget til dem, men mon ikke det ændrer sig nu, og man igen kan skrue op for produktionen? Og så ville det jo være glædeligt, hvis det tilmed var en anbefalelsesværdig familiefilm, som de herrer Mike Mitchell og Walt Dohrn havde skabt. Det er desværre ikke tilfældet.
Ibis søn springer ud som skuespiller
Faktisk er det noget af det mest ligegyldige, som det notorisk ujævne DreamWorks Animation endnu har lagt navn til. I den amerikanske version er det selveste Justin Timberlake og Anna Kendrick, der lægger stemme til hovedfigurene Kvist og Poppy, lige som førstnævnte også er producent på filmens soundtrack.
De er i den danske version udskiftet med sangerne Stine Bramsen og Christopher, hvilket er godt set, da musikken fylder en hel del i filmen - fra opdaterede versioner af gamle travere som Earth, Wind & Fires 'September', Lionel Richies 'Hello' og 'Cyndi Laupers 'True Colors' til et par nyskrevne ting. Som man oven i købet har brugt energi på at oversætte til dansk. Desværre bruges musikken mest til at få tiden til at gå og integreres aldrig for alvor i handlingen.
Ærlige Christopher: Her er bagsiden af medaljen
Sidstnævnte er i øvrigt hurtigt overstået. Det handler om konflikten om de jubeloptimistiske trolde, der fester og krammer dagen lang og de mavesure borkere, hvis sortsyn kun kan kureres ved at spise en af de hårfagre trolde. Det spindes der så en ultratynd historie over, som ret hurtigt begynder at kede alle over otte år, der så i stedet kan sidde og blive småirriterede over filmens coach-agtige lykkefilosofi, der gentages i en uendelighed i det pastelfarvede univers, der nærmet kan sammenlignes med visuel candyfloss. Men Bramsen og Christopher slider ihærdigt med det tynde materiale, den ros skal de have.
Der er endog meget langt op til niveauet fra DreamWorks' bedste film - de første i serierne om 'Shrek' og 'Kung Fu Panda' - der netop opererede på flere planer med mange intertekstuelle referencer.
Og så kan man jo i det skjulte også more sig lidt over, at en film, som i den grad plæderer for at lykken kommer indefra og ikke kan konsumeres, primært virker som om, at den er lavet for at sælge flere plastiktrolde. Det er i hvert fald svært at se, hvad den ellers skulle gøre godt for.
Danske stemmer: Christopher Nissen, Stine Bramsen, Sara Poulsen, Jonas Schmidt m.fl.