Den sidste 'Star Wars': Her er dommen

'Star Wars: The Rise of Skywalker' markerer efter 42 år en værdig afslutning på et af filmhistoriens største eventyr

Se traileren her:

¨Star Wars: The Rise of Skywalker'. Instr.: J.J. Abrams. 141 min. Premiere 18. december over hele landet.

Film, tv & radio Star Wars-film: Afdød er med i ny trailer

Nogle ting er værd at vente på. Det gælder også den niende film (plus det løse) i 'Star Wars'-sagaen, der tog sin begyndelse helt tilbage i 1977 med den første film 'A New Hope' instrueret af George Lucas.

Som jo så egentlig var det fjerde kapitel i historien, men det ved alle vist, for Star Wars er for længst vokset fra bare at være en serie af film til at blive en del af den kollektive kulturelle bevidsthed.

Det må egentlig være lidt sært for Lucas at se afslutningen på den fortælling, han selv begyndte på for 42 år siden - uden selv at have noget at skulle have sagt om, hvordan det hele skulle ende. Disney opkøbte som bekendt rettighederne i 2012 og med i salget fulgte manuskriptet til tre nye film.

Film, tv & radio Så er den her: Se spritny 'Star Wars'-trailer!

Dem valgte Disney dog at skrotte - sandsynligvis fordi de fortsatte i det samme spor, som de tre episoder (I-III), Lucas selv skrev og instruerede i mellem 1999-2005, og som faldt mange fans for brystet. De blev især anklaget for at være for barnagtige. Men afslørede måske ført og fremmest, at Lucas - på trods af at have skabt et fantastisk univers - ikke er nogen særlig god instruktør. Hans bedste film er faktisk 'Sidste nat med kliken' fra 1973.

I stedet blev roret givet videre til henholdsvis J.J. Abrams (der også havde stort held med at genoplive 'Star Trek'), som har stået for episode VII og IX samt Rian Johnson, der med episode VIII fra 2017 stod for en af de absolut bedste film i serien.

Se også: Disney begynder global udrulning af sin nye streamingtjeneste i november

Generelt må man sige, at den tredje af de tre trilogier er den, der har holdt det højeste bundniveau, selv om det selvfølgelig aldrig bliver helt det samme, som da man for første gang susede ud i 'en fjern, fjern galakse for meget længe siden'. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg var 14 år dengang og vi aldrig havde set noget lignende.

Hvordan det hele ender, skal ikke røbes her. Ikke bare fordi, jeg har skrevet under på ikke at sige for meget om handlingen, men primært fordi, det skal man da selv have lov til at opleve.

Men jeg kan da sige så meget, som at den onde Palpatine rører på sig igen, og at modstandsbevægelsen denne gang ikke bare er oppe imod den Første Orden, men mod den Endelige Orden! Og at alt tyder på, at der reelt set er tale om den sidste episode i historien. Men man ved selvfølgelig aldrig.

Se også: Disney med ny prisbombe for kommende streamingtjeneste

'The Rise of Skywalker' er umiddelbart nok den svageste af de tre seneste film - hvilket bestemt ikke betyder, at det er nogen dårlig film, bare at de to andre var endnu bedre. Og så lider den også af, at den skal have samlet alle trådene - trekløveret fra de første film, Carrie Fisher, Mark Hamill og Harrison Ford dukker alle op, døde eller ej - i en net bundet sløjfe, hvilket giver den et noget forjaget præg på trods af de to timer og 21 minutters spilletid.

Bortset fra et enkelt tilfælde er karakterudvikling ikke noget, man bruger mange sekunder på her, da der hele tiden er endnu en drabelig kamp, der skal udkæmpes.

Men flot iscenesat er det, og går man ind på blockbusterens præmisser, så serveres popcornunderholdning ikke meget mere spektakulært end her. Jeg savner lidt mørket og tyngden fra forgængeren 'The Last Jedi', men i bund og grund er der tale om en værdig afslutning på et af de største filmeventyr nogensinde.  

Medv.: Daisy Ridley, Adam Driver, Carrie Fisher, Mark Hamill m.fl.

119 kommentarer
Vis kommentarer